Rødbededagsferien og en dårlig vejrudsigt gjorde 1. maj til en overkommerlig opgave. Færre deltagere end normalt i Fælledparken skabte overblik og rolighed på den ellers trange plads. SF’s Pia Olsen Dyhr lyste op med en brandtale for et mere socialt samfund med fokus på dagpenge. Og så var det året, hvor Alternativet for første gang forstyrrede med deres grønne farve.
AF MIKKEL SCHOU, SENIOR POLITISK KORRESPONDENT
Deres udsendte fik et chok, da himlen over Fælledparken pludselig var dækket af opstigende blå balloner. Et øjenvidne mente, at det muligvis var Liberal Alliance, der midt foran hovedscenen var i gang med en politisk gimmick. Det viste sig at være fagligt aktive, der gjorde opmærksom på luftfartsindustriens kamp for anstændige lønforhold.
SF’s formand Pia Olsen Dyhr brillerede i sin tale omkring social-, velfærd-, og økonomisk politik ved blandt andet at sige:
»De siger, at de fattigste skal klemme balderne sammen. Det kan de selv gøre..«, og forklarede videre, hvordan beskatning på overklassefænomener som finansspekulation kunne finansiere velfærdsstigninger.
Alternativet var for første gang til en 1. maj repræsenteret af et dusin medlemmer i provokerende grøn beklædning og grønt udstyr.
Vejret var skønt med enkelte regn- og haglbyger, der ikke kunne stoppe den traditionsrige jordpibedemonstration for fri hash.
Forberedelse af jordpibe. Bemærk de knuste ølflasker, der skal fungere som pibe og trækrør.