I disse dage må kunderne i Pusherstreet på Christiania betale mere for hashen end normalt. Og de risikerer, at kvaliteten er ringere.
Flere pushere siger til TVflux, at de har svært ved at få fat i hashen, og den er blevet dyrere. Det er en udbredt opfattelse, at manglen på hash skyldes det spanske politis indsats mod indsmugling fra Marokko, hvor den mest udbredte type hash stammer fra.
»Jeg er ikke sikker på, at jeg kan få nye varer, når jeg har solgt de sidste«, siger en pusher til TVflux.
Ifølge en anden kilde skal pusherne i disse dage betale den samme pris per gram, som de tidligere solgte for til kunderne. På nogen af hashprodukterne skulle der nu være tale om en fordobling af priserne.
TVflux kunne ved selvsyn i dag konstatere, at der var et meget mindre udbud af hash i Pusherstreet end sædvanligt. Nogle kunder klager også over, at kvaliteten i nogle tilfælde har været ringe.
Det er endnu uvist, hvor længe spansk politi kan holde hashen fra Marokko væk fra Europa.
Københavns politi siger til Ekstrabladet, at det er blevet bemærket, at der er mindre hash til salg i Pusherstreet. Politiet meddeler også, at den ihærdige indsats mod både købere og sælgere af hash i fristaden vil fortsætte.
AF MIKKEL SCHOU




