Go to ...

6. december 2023

LÆKKER SPIONCHEF…?


Det vakte opsigt, da tilsynet med efterretningstjenesterne (TET) sidste år i en pressemeddelelse fortalte, at FE ikke havde overholdt reglerne omkring samarbejdet med USA’s tjeneste NSA. Det handlede om ”aflytning” af internetkablet, der går gennem Danmark. Og påstanden var, at danske borgere ulovligt var blevet aflyttet. Fem medarbejdere i FE, herunder chefen Lars Findsen, blev hjemsendt som en øjeblikkelig konsekvens.

KOMMENTAR AF MIKKEL SCHOU

Det vakte derefter opsigt, da en undersøgelseskommission i december sidste år nåede frem til, at TET’s kritik kunne afvises. Dog med en tilføjelse om, at der generelt ikke var sket nogen lovbrud i FE.

Det ville have vakt opsigt, hvis offentligheden også havde vidst, at FE-chef Lars Findsen sammen med tre andre personer hemmeligt var blevet anholdt få dage inden undersøgelseskommissionens konklusion blev offentliggjort.

Det vakte international opsigt, da det i går i Københavns byret blev offentliggjort, at den eneste, der stadig sidder varetægtsfængslet i sagen, er Lars Findsen. Han er nu sigtet for at lække hemmelige oplysninger.

Hele sagen er dog så hemmelig, at offentligheden ikke kan få at vide, hvilke oplysninger Lars Findsen skal have lækket.

I medierne spekuleres der over, om det drejer sig om de danske børn i Syrien, en fængslet PET-agent i Spanien eller FE’s samarbejde med USA om at aflytte via internettet.

På TVflux vælger vi at tro, at sagen drejer sig om FE’s hjælp til USA med at aflytte blandt andet allierede statsoverhoveders kommunikation. Vi vælger også at tro, at undersøgelseskommissionens konklusion, der frikender FE for noget ulovligt i den sammenhæng, kommer alt for belejligt (ikke mindst for USA), selvom offentligheden ikke kender grundlaget for den afgørelse.

Nu skal en domstol afgøre om spionchefen har lækket hemmelige oplysninger. Så vidt vides er der lækket til dansk presse og ikke til en udenlandsk efterretningstjeneste. Det lykkedes Lars Findsen i går i retten at erklære sig uskyldig.

Skulle det vise sig, at Lars Findsen følte behov for at afsløre, at FE havde gang i et ulovligt samarbejde med USA, som en række af forsvarsministre gennem tiden har været bekendt med, ja, så er der set herfra tale om en lækker spionchef.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER