
KOMMANDO-RAID I PUSHERSTREET
20. november 2015
20 betjente stormede hashboderne på Christiania ved frokosttid. Det tog tre minutter og forløb stille og roligt. Så vidt vides, blev ingen anholdt.
AF MIKKEL SCHOU
Lige ved frokosttid i dag blev der pludselig råbt: Ost. Det er tilsyneladende et ord, der i Pusherstreet på Christiania betyder politi. Mindre end et minut senere ankom omkring 20 kampklædte betjente fra forskellige sider midt i Pusherstreet.
Et mindre sammenstød, der ikke førte til anholdelse
Betjente gik målrettet efter hashboderne, hvor de i sække indsamlede diverse genstande. Så vidt TVflux kunne konstatere, blev ingen personer anholdt, men boderne var også allerede forladt. Det lykkedes en yngre mand at smide en rygsæk fra sig og løbe forbi tre betjente, der ikke eftersatte ham.
Det kom til enkelte verbale sammenstød mellem civilister og betjente, og en mand i en elektrisk kørestol insisterede på sin formodede ret til at trænge sig ind på betjentene.
En mand i en kørestol rejste sig fra stolen og hævdede, at politiet ikke havde ret til at kommandere med ham
Efter mindre end tre minutter forlod betjentene Christiania i fredeligt løb mod en af fristadens indgange i Prinsessegade.
15 minutter senere var de fleste hash-boder igen åbne og kunderne tilbage.