To navngivne formodede medlemmer af AK-81 har fået fem års karantæne for vold. Ifølge referat i Christianias ugeavis var der stemning for at give livslang karantæne. Men det blev fundet urealistisk.
AF MIKKEL SCHOU
En tidlig morgen i den sidste weekend i marts skulle to AK-81’ere (en afdeling af Hells Angels) have begået vold foran Christianias bageri.
Ugerningen var tilsyneladende så voldsom, at de to gerningsmænd senere på et voldsmøde fik fem års karantæne. Mødet fandt det urealistisk at idømme livslang karantæne, som der ellers var stemning for.
De to gerningsmænd er efterfølgende i Christianias ugeavis omtalt med navn og foto, for at karantænen kan opretholdes.
Spillestedet Operaen, der ligger over for bageriet, har som konsekvens af episoden valgt fremover at lukke klokken 03.00 i stedet for klokken 05.00 ved arrangementer.
EKSTRA SERVICE
Der ligger en anmeldelse hos Københavns politi, der måske kan henføres til voldsepisoden. Det siger vicepolitiinspektør Dannie Rise.
”Vi læser også Christianias ugeavis. Og som en ekstra service kan vi godt finde på at kontakte christianitter, der har været udsat for en forbrydelse, hvis vi læser om det. Det kan være indbrud, hvor vi henvender os og spørger, om christianitten vil have hjælp i sagen”, siger Dannie Rise.
Men især når det handler om voldsepisoder, vil christianitterne ofte ikke tale med politiet.