Siden Israels grundlaeggelse som stat i 1948 har landet haft en eller et par store personligheder i spidsen.

Nu er Israel ved at miste en af de sidste. Og det kan tvinge israelere til at taenke nyt. For der er ingen oplagt leder.

Kommentar af Mikkel Schou

Et flertal af israelere har gennem aarene som vaelgere soerget for at bringe Ariel Sharon i en lederposition.

Saavel militaert som politisk. Som general og premierminister.

Nu er manden tilsyneladende saa syg, at han ikke kan fortsaette som sit lands leder.

Hvordan Sharon havde taenkt sig at foere fredsprocessen videre, eller om han havde planer om en egentlig fred, fik han aldrig sagt i sit embede. Men israelerne var ligeglade. De stolede paa, at han i al fald kunne give dem sikkerhed.

Som en strategisk succes lykkedes det Sharon for faa maaneder siden, at danne et nyt parti, der kunne samle kraefter, der var villige til at gaa laengere i fredsprocessen end det gamle Likud-partis staerke hoejrereligioese kraefter. I det mindste, hvad angaar en tilsyneladende tilbagetraekning fra det besatte Palaestina.

Lige nu er der ingen israelerne kan stole paa i samme grad, som Sharon, som de mener var en garanti mod terror.

Det kan tvinge israelerne til at taenke nyt. Shimon Peres fra det gamle Arbejderparti er for gammel og ikke populaer nok til at blive premierminister.

Det giver haab til forestillingen om, at en forholdsvis ukendt politiker, maaske fra det nye samlende parti, kan dukke op og vove noget uproevet.

Fordi alt i israelsk politik nu alligevel vil vaere uventet. Sharon kunne jo have holdt i fem eller ti aar mere, saa ingen havde taenkt paa at der skulle findes en ny leder lige nu.

Lad det saa bare vaere en, der vover at straekke haanden ud mod Palaestina. Det er nu, der kan ske et kvantespring i forholdet mellem Israel og Palaestina.

Selv “Terrorbevaegelsen” Hamas, der ved Gud for stoerstedelen udfoerer en noedvendig social indsats, er ved at blive integreret i et palaestinensisk politisk liv, der endnu kun er under opsejling.

Lad Sharon vaere den sidste af de store. Giv nu, ikke kun freden, men ogsaa de to folk og to nationer en chance for integration og et blomstrende oekonomisk og politisk faellesskab.