Russisk fejring i 2016 af sejren over Nazi-tyskland. Arkiv
HVIS FREDEN KOMMER
28. marts 2022
Zelenski gik til det ukrainske præsidentvalg i 2019 med løfte om at stoppe korruption og krigen i Østukraine mod pro-russiske oprørere. Zelenski blev valgt, men fik ikke stoppet krigen. Den havde varet siden 2014, hvor borgerne i Østukraine blandt andet protesterede mod nye love, der stærkt reducerede deres ret til at anvende russisk i medier og på uddannelsessteder. Omkring 30 procent af den ukrainske befolkning har russisk som første sprog.
Men i Østukraine var man også mod resultatet af Maidan-oprøret, hvor den russisk-venlige præsident blev afsat, og den nye præsident erklærede, at Ukraine skulle orienteres mod EU og NATO. To områder i Østukraine, Donbas-regionen, erklærede sig derfor uafhængige af Ukraine.
Og med udsigten til, at Ukraine kunne blive medlem af NATO, indtog og besatte Rusland Krim-halvøen, hvor den russiske Sortehavsflåde har haft base siden 1783. Efter Sovjetunionens opløsning blev Krim en del af Ukraine. Rusland har en lejeaftale om flådebasen, der udløber i 2042. Efter en folkeafstemning i 2014 blev Krim optaget i Den Russiske Føderation. Siden har flere spørgeundersøgelser (udført af vestlige meningsmålingsinstitutter) vist, at kun fem procent af befolkningen på Krim er imod optagelsen i Rusland. Folkeafstemningen er ikke internationalt godkendt.
I 2014 erklærede Ukraine krig mod ”terroristerne” i Donbas. Rusland sendte våben og formentlig også soldater til Donbas for at ”komme russere til undsætning”. Det forlyder også, at Blackwater, den private USA-baserede militærorganisation, indsatte tropper på ukrainsk side. Allerede i 2014 var der forhandlinger mellem parterne, der blev enige om at indstille krigshandlingerne og give Donbas en form for selvstyre. Det er de to såkaldte Minsk-aftaler. Men aftalerne blev aldrig implementeret fra ukrainsk side. Adskillige våbenhviler blev krænket og Donbas opnåede aldrig selvstyre.
I 2008 inviterede NATO Ukraine som medlem. Lige siden har Rusland erklæret, at det ville være uacceptabelt, at Ukraine blev medlem af NATO. Rusland betragter det som en trussel mod landets sikkerhed. NATO vedblev med at erklære, at NATO er en forsvarsalliance, og Rusland derfor intet har at frygte. Til det sidste fastholdt NATOs generalsekretær Stoltenberg, at Ukraine selv afgjorde, om landet ville være medlem af NATO. 14 dage efter Ruslands invasion af Ukraine i februar i år, sagde Stoltenberg så, at Ukraines medlemskab af NATO af forskellige grunde lå langt ude i fremtiden.
DET BLIVER VÆRRE
Så vidt vides, er de russiske krav til Ukraine nu: At landet afmilitariseres, afskriver sig retten til medlemskab af NATO, opgiver Krim og Donbas. Intet tyder på, at Rusland vil slække på de krav. Selvom der har været meldinger fra den ukrainske præsident Zelenski om, at kravene er acceptable, har det ikke været muligt at indgå en aftale med Rusland. Sat på spidsen kunne den aktuelle russiske invasion altså have været undgået for otte år siden med en implementering af Minsk-aftalerne.
Og selvom krigshandlingerne i Ukraine er frygtelige for civilbefolkningen og muligvis i strid med krigens regler, har Rusland endnu ikke ført en fuldstændig krig. Eksperterne undrer sig blandt andet over, at Rusland ikke har anvendt luftvåbnet mere.
Ingen uden for Kremls beslutningskreds kan vide, hvad Rusland havde forventet ved at invadere Ukraine. Men i det mindste tyder alt på, at Rusland ikke forventede, at der skulle en massiv krigsførelse til for at tvinge Ukraine til forhandlinger. Set fra Vesten er invasionen uacceptabel, og nu gøres der mere og mere for at hjælpe Ukraine til at opnå en militær sejr. I stedet for at appellere til fredsforhandlinger. Desværre er Rusland i sidste ende den stærkeste af de to stridende parter. Det er fristende for NATO at hjælpe Ukraine militært, men konsekvensen er forventeligt, at Rusland skruer tilsvarende eller mere op for voldsomheden.
NY VERDENSORDEN
Det vil nok komme bag på de fleste, at uden for ”den vestlige verden” er sympatien slet ikke rettet mod Ukraine. Om det skyldes statslig propaganda eller egen opfattelse, ses USA disse steder som en brovtende og selvfed nation, der uden hensyn forsøger at gennemtvinge en bestemt opfattelse af, hvordan ikke kun verden men også i detaljen andre samfund skal indrettes. Her er opfattelsen, at det slet ikke handler om Ukraine, men om det vedvarende fjendskab mellem de politiske og militære klasser i USA og Rusland.
Det er blevet bemærket, at Tyrkiet, Indien, Kina, Mexico, Serbien, De forenede Arabiske Emirater og Israel ikke har indført sanktioner mod Rusland. Nogle af disse lande, mener vi i Vesten, lever ikke op til demokratiske eller andre spilleregler.
Men efter sigende er Ukraine ikke mindre korrupt end Rusland. Efter Moldova er Ukraine det fattigste land i Europa trods enorme naturresurser. Mens Joe Biden var vicepræsident blev hans søn Hunter Biden indsat i bestyrelsen for et af Ukraines energiselskaber. Både USA og Storbritannien har gennem mange år været involveret i Ukraine med udsendelse af militære rådgivere og våben. Man behøver ikke være decideret paranoid i Kreml for at mene, at nabolandet Ukraine har valgt side i det, der opfattes som et forsøg på at omringe Rusland.
På et tidspunkt vil der komme en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland. Om den vil tilfredsstille begge parter lige meget, er vel tvivlsomt.
Endnu mere tvivlsomt er det, om freden vil normalisere Ruslands forhold til den vestlige verden.
Med den iver Vesten har ført især økonomisk krig mod Rusland, er det svært at se, hvordan sanktionerne skal kunne ophæves, uden at Vesten risikerer at fremstå som blødsøden. Normale forhold til Rusland vil derfor formentlig have lange udsigter. Spørgsmålet er, om Europa har nogen fordel af en langvarig isolation af Rusland, der politisk og økonomisk uden videre kan søge et fællesskab med Kina.
Verden ender med at blive delt i to: Enten er du med NATO, eller du er med fjenden. Og det skal vi så alle leve med de kommende år med alt, hvad det indebærer af usikker energiforsyning, nedlukning af luftrum og økonomisk uro. For ikke at tale om den overflødige militære oprustning, der nu er besluttet i Vesten. For er der noget at lære af denne konflikt, er det, at fremtidige sammenstød mellem NATO og Rusland eller Kina vil blive afgjort af den part, der først vover at anvende A-våben.
AF MIKKEL SCHOU
Kilder:
https://www.dw.com/en/who-are-hunter-bidens-ukrainian-bosses/a-17642254
