HOFOR RETTER TIL
7. oktober 2013
HOFOR præciserer nu omfanget af nedbruddet i fjernvarmelevering til København i weekenden.
Nu er det ikke længere hele København, der blev ramt.
HOFOR fastholder dog, at det var en fejl, at der ikke blev informeret om nedbruddet på internet.
Af MIKKEL SCHOU
Det er ikke lige til at få vide af HOFOR, hvor mange borgere, der blev ramt af et nedbrud i fjernvarmen lørdag.
Søndag formiddag oplyste HOFOR, at hele København havde været ramt.
Senere samme dag forlød det fra HOFOR, at det drejede sig om nogle hundrede.
Adspurgt i dag siger pressechef i HOFOR, Astrid Skotte til tvflux:
»Jeg mener, det drejede sig om indre by og brokvarterene. Og i al fald ikke Amager.«
Astrid Skotte fastholder, at det var en fejl, at beskeden om nedbruddet ikke blev lagt ud på HOFORs hjemmeside.
»Vi ser nu på, hvor kommunikationen er gået galt. For selvfølgelig skal en begivenhed af den størrelse meddeles på hjemmesiden« siger Astrid Skotte.
HOFOR oplyste også søndag formiddag, at problemet var løst allerede om natten, og at de fleste havde varme søndag morgen.
Der var dog ingen fjernvarme i dele af København fra Sydhavnen til Nørrebro fra lørdag aften til søndag eftermiddag.