Byret henviser til Højesteret i kendelse om fængsling. Pressen må ikke se bevis-materiale
Fra retsmøde den 18. maj 2005
Af Mikkel SchouTre mænd fra Christianias særlige vagtkorps skal fortsat være varetægtsfængslet. Det fremgik af den kendelse som dommer Peter Lind Larsen læste op i Københavns Byret i dag.
De tre mænd har siddet fængslet siden marts sidste år. Men Byretten mente, at Højesterets kendelse fra 14. januar i år stadig er gyldig.
Advokat Rolf Gregersen, der er forsvarer for en af de fængslede, undrer sig over at Byretten henholder sig til en fire måneder gammel kendelse fra Højesteret.
”Jeg forstår det sådan, at Byretten mener, at der stadig er fare for at de tiltalte vil samstemme deres forklaring med de i alt 20 tiltalte i sagen. Byretten mener åbenbart også, at der er fare for at de vil genoptage de aktiviteter, som de er tiltalt for og endelig mener Byretten altså ikke, at de har været fængslet længere end den dom de må forvente, når sagen sluttes omkring 1. juli i år”, siger Rolf Gregersen til flix.dk.
To af de fængslede har i sidste og i denne uge afgivet forklaring for retten. En fjerde tiltalt har siddet fængslet siden november og ham vil Byretten heller ikke løslade. De tre, der har siddet fængslet siden marts sidste år, er efter politiets opfattelse ledere af CET (Christianias Efterretningstjeneste).
De fængsledes forsvarere forsøgte at få ophævet den brev- og besøgskontrol, der har været iværksat under hele fængselsopholdet, men det modsatte anklager Bo Øskov sig, med den begrundelse, at der var fare for, at de tiltalte så ville kommunikere med hinanden.
Derfor slog anklageren i retten også fast, at de fængslede ikke måtte modtage aviser, fødevarer eller andet fra tilhørere.
Skjuler beviser
Under dagens retsmøde fremviste anklageren fotomapper, der angiveligt havde et logo for CET på forsiden og som politiet mener indeholder fotos af politibetjente, der arbejder på Christiania.
Disse fotomapper ville flix.dk gerne se. Men det afviste dommeren. På forespørgsel afviste anklageren det samme, med henvisning til dommerens afvisning.
Efterfølgende meddelte anklager Bo Øskov til flix.dk, at man ellers risikerer ”17 journalister, der ville se alle mulige bilag i sagen”.
Advokat Thorkild Høyer og advokat Rolf Gregersen udtrykte begge deres bekymring over, at offentligheden på denne måde ikke får indblik i anklagerens bevisførelse.
Thorkild Høyer mener i øvrigt, at sagen er alt for dårligt tilrettelagt hos anklagemyndigheden.
”Det er svært for forsvarerne at finde rundt i de mange bilag, som anklageren bygger sin bevisførelse på”, siger Høyer til flix.dk.