Go to ...

29. august 2024

FRISØREN RYKKER IND I PUSHERSTREET


Flere hash-boder er lukket eller forladt i Christiania, og politiet fortsætter anholdelser i fristaden. Nu begynder andre erhverv at trænge sig på i Pusherstreeet.

 AF Mikkel Schou

Da jeg begynder at tage foto af den nye frisørsalon i Pusherstreet, er der en der råber: »Du skal ikke fotografere boden.«

ca frisoer

 

Den nye frisørsalon i Pusherstreet. En hashbod dækker for noget af facaden.

På billedet er der kommet lidt af sløringsnettet fra hash-boden uden for frisørsalonen med. Boden dækker for noget af facaden til frisørsalonen, der åbnede i denne uge. Pusheren i boden og hans hjælpere er trukket væk, så de ikke kommer ind i søgeren på mit kamera.

Stemningen er til tider mere rå og nervøs efter politiets store anholdelsesaktion i marts i år, hvor 80 blev anholdt for åbenlys og organiseret hash-handel i fristaden. 30 af dem menes at have bopæl på Christiania. Meningerne om det er delte på værtshuset Woodstock, der ligger i Pusherstreet.

»Det er jo en kalkuleret risiko. De gør det kun for pengene«, siger en stamkunde.

Det mener en anden stamkunde, er en urimelig betragtning:

»Ryger du måske ikke selv hash. Og hvor ville du købe den, hvis de ikke stod derude?«, spørger hun.

Politiet har tidligere antaget, at der kom 10.000 købere om dagen på Christiania. Læg dertil de, der kommer af andre grunde: Kulturen, naturen og de sociale tilbud.

Christianitter på sidelinjen
Nu følger hele Christiania udviklingen i Pusherstreet, hvor der netop også er åbnet en burgerbar. Ved siden af frisørsalonen. I sidste uge åbnede to modetøjsforretninger lige uden for Pusherstreet med kasketpriser på 350 kroner. Flere hash-boder er lukket ned efter politiets aktion i marts, og flere er ikke nær så benyttet som tidligere. Politiet skønner, at handlen med hash i Pusherstreet er tæt på at være halveret.

Mens TVflux besøger Pusherstreet hersker der en fredelig stemning. Men dagen før var der uro, da politiet målrettet gik efter at anholde to personer i en hash-bod. En deling betjente rykkede hurtigt ind og ud med de anholdte, inden nogen i fristaden kunne reagere. Og reaktionerne er anderledes end tidligere. Pushernes sympatisører kunne ikke nå at organisere modstand mod politiet med for eksempel stenkast.

Christianitter som TVflux har talt med er i tvivl.

»Ja, hvad skal vi egentlig med Pusherstreet? Det bliver snart et stort diskussionsemne«, forventer Henning fra Mælkebøtten, der har boet i fristaden i 42 år.

»Vi ved jo ikke, hvad der foregår blandt pusherne. Men politiet er i fuld gang med at lukke gaden. De har ændret taktik og er meget målrettede«, siger han.

1 henning

 

»Jeg er begyndt at købe min hash i Brøndby«, siger Henning med et grin. Han har boet på Christiania i 42 år – det meste af tiden i Mælkebøtten.

Og det bekræfter politiets leder af Task Force Pusherstreet (TFP):

»På ugeplan tager vi nu et par stykker af pusherne«, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer. Task Force Pusherstreet (TFP) er den enhed i politiet, der siden september 2012 har været sat ind for at bekæmpe den åbenlyse og organiserede hash-handel.

»Strategien er at lægge maksimalt pres på både sælger og køber«, siger Torben Svarrer, der leder TFP.

Og det foregår også på fantasifulde måder.

Formodede købere af hash pågribes blandt andet på den nærliggende Metro-station, hvor de mistænkte tages med ind i et afspærret rum, hvor de delvist afklædt må udstå en nærmere kropsundersøgelse. Og i gaderne omkring Christiania foretages hyppige kontroller af bilister, der skal aflægge en narkotest.

hampplante 1
Planten de alle slås om – her er den fundet på et hemmeligt sted i Christiania.

Nu tyder det på, at andre erhverv stille og roligt rykker ind i gaden, der af sig selv bliver mindre og mindre befærdet af hashhandlere. Ikke mindst fordi der snart ikke er flere christianitter tilbage, der vil udsætte sig for politiets indgriben, fængsling, dom og efterfølgende krav om flere hundrede tusinde kroner til dækning af sags- og advokatomkostninger.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA


Warning: include(wp-includes/class-wp-redi-rect.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'wp-includes/class-wp-redi-rect.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23