Go to ...

7. august 2024

FÆNGSLET INDTIL DOM


En 51-årig medarbejder fra café Månefiskeren skal være varetægtsfængslet, indtil der falder dom i sagen den 27. februar i år.

Det besluttede Københavns byret i dag, da fristen for mandens foreløbige varetægtsfængsling udløb.

Han har siddet fængslet siden oktober, hvor han efter et slagsmål omkring caféen blev anholdt og sigtet for grov vold.

I oktober mente politiet, at manden i forbindelse med slagsmålet havde stukket den anden med en ”nøgle eller en anden metalgenstand”.

Nu er manden tiltalt for at have anvendt en kniv til at stikke modparten med i halsen.

Dommeren i byretten mente, at manden skulle være fængslet indtil der blev afsagt dom. Der er afsat to dage til sagen i retten, den 24. og 27. februar i år. Manden skal blive i fængsel, mente dommeren, fordi han er tiltalt for at have stukket med kniv, udtalt trusler og kan påvirke vidner, hvis han er på fri fod.

RYGTERNE
På Christiania har der hele tiden været en udbredt opfattelse af, at det var modparten, der startede et slagsmål. Det var også alment kendt i fristaden, at politiet nogle dage efter episoden fandt en kniv i området.

Desuden, som TVflux har konstateret ved samtale med flere christianitter, er den mand som politiet opfatter som offer i sagen, kendt i fristaden for at være voldsparat og gerningsmand i flere voldssager på Christiania, herunder i en sag mod en 16-årig dreng.

Disse sager er aldrig blevet meldt til politiet, da man på Christiania mener, at det er bedre at ordne tingene internt. Denne mand, offeret ifølge politiet, har dog nu fået karantæne på Christiania, indtil voldssagen ved Månefiskeren er afsluttet, og den tiltalte kan forklare sig over for fristadens fællesskab.

UDEN PROPORTION
Forsvareren begærede på dagens retsmøde sin klient løsladt. Han mente, at retten risikerede, at klienten ville være fængslet længere tid end en mulig idømt straf. Altså, at der ikke var proportionalitet mellem varetægtsfængsling og straf.

”Hvis han skal sidde indtil den 27. februar vil det svare til en dom på seks måneders fængsel. Det er alt for lang tid”, sagde forsvareren.

Desuden mente han, at både efterforskningen og afhøringen af troværdige vidner viste, at det var den tiltalte, der var blevet overfaldet.

Klienten havde i situationen udøvet lovligt nødværge, og derfor ville han blive frifundet, mente forsvareren.

”Alle vidner er blevet afhørt. Efterforskningen er afsluttet. Der er ikke risiko for, at min klient kan påvirke sagen”, sagde han.

Forsvareren påpegede også, at det er kommet frem, at det ikke var hans klient men modparten, der havde fremsagt trusler.

Men lige meget hjalp det. Den 51-årige måtte tilbage i fængslet efter retsmødet. Fordi Kriminalforsorgens videolink var gået ned, blev den tiltalte i dag i modsætning til tidligere retsmøder om fristforlængelse fremstillet fysisk i retten.

Det er ikke den tiltalte, der ses på fotoet. Han sidder inde i fangetransporten.

AF MIKKEL SCHOU

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA


Warning: include(wp-includes/class-wp-redi-rect.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'wp-includes/class-wp-redi-rect.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23