BRAGT I POLITIKEN

Gang på gang er progressive kræfter blevet knust i Mellemøsten. Nu er der kun de militante, ultrareligiøse bevægelser tilbage.

AF PROFESSOR MIKKEL BOLT

Efter Hamas’ massakre 7. oktober er det, som om enhver analyse og diskussion af situationen i Israel-Palæstina skal begynde med begivenhederne den dag, mere specifikt drabene på de israelske civile.

Men begivenhederne begyndte jo ikke den dag, og enhver analyse af situationen skal naturligvis også redegøre for den israelske stats kontinuerlige vold mod civile palæstinensere. Ikke blot den, der finder sted nu i form af mere end 10.000 bomber og en total blokade af fødevarer, vand og strøm, men den, der har fundet sted i årtier som blokade af Gazastriben og bosættelsespolitik på Vestbredden. Det er en historie om etnisk vold, fordrivelse, opbygningen af en apartheidstat og en strukturel vold, der gør det umuligt at leve og ikke bare overleve i Gaza (og på Vestbredden).

Den israelske regering er en kolonial bosættermagt, der dagligt udøver ubeskrivelige krigsforbrydelser og har gjort det længe.

Jeg pointerer, at det er den israelske regering og ikke hele den israelske befolkning som sådan, der står bag. Massive protester i Israel det seneste år – ja, faktisk helt tilbage til 2012 med den såkaldte J14-bevægelse, hvor tusinder gik på gaden i Tel-Aviv og andre byer og protesterede mod boligspekulation og højere husleje – har vist et andet Israel. Ethvert land er jo noget andet end sin regering eller dem, der insisterer på at repræsentere de mennesker, der befolker en nation.

Mette Frederiksen synes ude af stand til at anskue den palæstinensiske befolkning som meget andet end terrorister

Desværre risikerer de klassemodsætninger og politiske forskelle, vi har set manifestere sig på gaden i Israel, nu at forsvinde i højreekstremistisk orden og magtudøvelse. Det er historien om ikke bare Israel og Palæstina, men om hele Mellemøsten: Emancipatoriske kræfter er gang på gang blevet afsporet eller decideret knust af stormagter og lokale statsdannelser.

Det arabiske forår er en case in point. Det begyndte som bekendt i Tunesien og Egypten ved årsskiftet 2010-2011 med omfattende masseprotester mod de lokale lumpendiktatorer, Ben Ali og Mubarak, som højst overraskende blev tvunget til at træde tilbage.

Derfra spredte protesterne sig til en række lande i Nordafrika og Mellemøsten, til Yemen, Libyen, Syrien, Bahrain og Israel og videre ud i verden til de sydeuropæiske pladsbesættelsesbevægelser og til Occupy i USA. Og der finder stadigvæk protester sted med jævne mellemrum, senest den feministiske opstand i Iran og Nanterre-revolten i Frankrig.

Vi synes at være fanget i en historisk situation, hvor vi har et politisk-økonomisk verdenssystem i opløsning – afviklingen af globaliseringen, geoøkonomisk strid og konfrontationen mellem USA og Kina – og befolkninger, der desperat kæmper for et andet liv.

Protesterne fører imidlertid ikke til noget. Selv Egypten og Tunesien, hvor det arabiske forår i første omgang førte i en mere demokratisk retning, er i dag igen styret af diktatorer. Det arabiske forår blev til en iskold vinter.

Udviklingen i Gaza bidrager til opløsningen af Mellemøsten og den nordafrikanske region. Fraværet af politiske løsninger er evident, og vestlige politikere som Mette Frederiksen synes ude af stand til at anskue den palæstinensiske befolkning som meget andet end terrorister, som derfor ikke er værd at redde endsige forholde sig til som legitime politiske subjekter.

Vi er nu i en situation, hvor demonstrationer, der viser solidaritet med civilbefolkningen i Gaza, er blevet forbudt i Frankrig og i Berlin, selv når disse tydeligvis er demonstrationer for fred. Og i England er den engelske regering med indenrigsminister Suella Braverman i spidsen er i færd med at udarbejde en ny, bredere definition af ‘ekstremisme’, som risikerer at gøre det meget svært at demonstrere for en våbenhvile i Palæstina.

En række europæiske lande, Danmark inklusive, der i sidste uge udmærkede sig ved at undlade at stemme for en FN-resolution om øjeblikkelig humanitær våbenhvile, er på vej til at give Israel carte blanche til at sønderbombe to millioner mennesker, der er fanget i et overfyldt bur, de ikke kan komme ud af. Som Judith Butler har beskrevet det, er det en de facto accept af en racistisk bosætter-kolonialistisk logik, ifølge hvilken palæstinensiske liv er mindre værd. De er ikke mennesker, som vi er det.

Såvel Hamas som den israelske regering bruger deres respektive befolkninger som kanonføde

Israels bosætterpolitik, Hamas’ angreb og Israels ubeskriveligt brutale militære kampagne er de seneste udtryk for et langt historisk forløb, hvor ethvert forsøg på at etablere arabisk autonomi er blevet ødelagt.

De progressive kræfter i regionen er trængt i defensiven, og kritik af det nuværende system optræder efterhånden kun i skikkelse af militante islamister. Der er f.eks. ikke mange socialistiske bevægelser tilbage i regionen.

Strategisk synes Hamas’ angreb 7. oktober at være et desperat forsøg på at forhindre Israels i at indgå en aftale med Saudi-Arabien. Men konsekvenserne af angrebet er blot mere lidelse for de mennesker, Hamas mener at repræsentere. 16 års uudholdelig blokade bliver nu til en ubeskrivelig elendighed. Ofrene er igen de civile i Gaza.

Såvel Hamas som den israelske regering bruger deres respektive befolkninger som kanonføde. Krig tjener dem begge, de er uløseligt knyttet til hinanden gennem statsterror og vold.

Den emancipatoriske position må være at afvise at favorisere de involverede nationale aktører, men naturligvis kæmpe for palæstinensisk frigørelse. Såvel den israelske regering som Hamas er fjender af ikke bare det palæstinensiske, men også det israelske folk, som først bliver frie, når der sker en afskaffelse det kapitalistiske samfund og dets iboende modsætninger mellem nationer og racer.

Foto: TVflux i Tel Aviv i 2002