
VI RELANCERER SOM FØLGE AF DØDSFALD
21. marts 2014
NETTETS STORE MAND ER TAGET HJEM TIL SKYEN
Erik Kjær Larsen er død. Multikunstneren, der sørgede for at TVflux kom i gang, mindes og savnes som ven, inspirator og TVflux’s altid villige it-reparatør
Af MIKKEL SCHOU
TVflux udkommer nu i et nyt design med andre funktioner.
Manden bag flix.dk og TVflux er nemlig død, og han har taget koderne til serveren, hvor flix og flux lå, med sig, .
Det var Erik Kjær Larsen, der introducerede borgerjournalistikken i Danmark med flix.dk. Og det var ham, der satte TVflux op, som vi har kendt det siden 2005, som et site under medieansvarsloven, og som han overlod til denne ansvarshavende redaktør.
Erik Kjær Larsen skrev aldrig på TVflux. Men han gjorde så meget andet. Om nogen havde Erik Kjær Larsen mange talenter.
Han var forfatter, musiker, journalist (blandt andet på dagbladet Information og DTU), selvlært it-nørd og menneskekender af Guds nåde.
Der er sikkert andre talenter, der er gået TVflux’s opmærksomhed forbi, dog ikke at han også var en stor humorist og samtidsrevser.
Erik Kjær Larsen ville have været en stjerne, hvis han ikke havde holdt sig selv tilbage. Talentet rakte mere end rigeligt, bare ikke til X-faktor.
Det var han nok selv blandt de sidste til at ærgre sig over.
Erik Kjær Larsen blev 53 år og er formentlig faldet mere eller mindre lykkelig sammen over sit arbejde i lejligheden på Frederiksberg.
Selvom han ikke brød sig så meget om det stille liv i den alt for kedelige bydel – han sås ofte komme spadserende på det mere viltre Nørrebro – skrev han som det sidste på en roman, der handlede om Frederiksberg Alle.
Den vil vi gerne læse, selvom den er skrevet af en, der havde sin ungdom i Aarhus.
Imens kan vi lytte til og se Eriks:
Og på den her er det Erik, der har lavet musikken. Tekst og sang af Lucas Alexander:
FOTOGRAFEN ER UKENDT
.