VARMT FORÅR MED AUTONOME

Ungdomshusets sympatisører har erklæret hver torsdag for demonstrationsdag.

I dag kom det til håndgemæng mellem 300-400 unge og omkring 50 betjente.

skt hans torv

Der blev diskuteret livligt og højt mellem demonstranter og politi. Denne betjent kunne tåle mosten i modsætning til politiets indsatsleder.

Foto og text af Mikkel Schou

Denne torsdags demonstration startede ved Blågårds Plads klokken 17.

Ifølge politiet deltog mellem 300 og 400 demonstranter, der bevægede sig rundt på Nørrebro. Efter en kortvarig besættelse af et parkeringshus endte demonstrationen ved Sankt Hans Torv.

Her blev Fælledvej spærret for trafik.

Omkring 50 betjente rykkede frem til pladsen ved 19-tiden.

Her blev der foretaget et par anholdelser.

Lidt for klokken 20 besluttede politiet at flytte demonstrationen væk for vejen.

Herpå fulgte diskussioner mellem unge demonstranter og forskellige betjente.

En ung punker råbte en uforskammethed op i hovedet på politiets indsatsleder Bjarne Kristensen.

Politimanden bad punkeren om at gentage uforskammetheden. Det gjorde punkeren gladeligt, hvorefter politimanden greb fat i kraven på punkeren og fik ham ført væk til en af politiets vogne.

I alt blev omkring ti demonstranter anholdt tilsyneladende for uforskammet opførsel.

Omkring klokken 21 var der omkring 50 demonstranter tilbage på Sankt Hans Torv.

Det tegner til at blive et varmt forår i år.

Sympatisører for Ungdomshuset har bebudet, at der vil være en lignende demonstration hver torsdag klokken 17 på Blågårds Plads, indtil der er kommet et nyt Ungdomshus.

Bortset fra politiets indsats for at få trafikken omkring Sankt Hans Torv til at glide og indsatsen mod uforskammetheder fra demonstranternes side, forløb dagen uden voldelige sammenstød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *