PUSHERSTREET I HØRING
13. marts 2024
VIDEO: Måske 30 christianshavnere og christianitter dukkede op til høringen om Pusherstreet i aftes. Den fandt sted i Christianshavns Beboerhus.
Politi og Københavns kommune kom med deres sammenarbejdede vision for fjernelsen af den åbenlyse og organiserede hashhandel på Christiania. Der blev dog lagt vægt på, at visionen skabes i samarbejde med de nedsatte organer i fristaden.
Staten og kommunen har allerede bevilget samlet 16 millioner kroner til Pusherstreets forvandling. Advokat Knud Foldschack, der stadig tegner fonden Fristaden Christiania, gjorde meget ud af at forklare, at projektet ikke koster fristaden penge… men masser af arbejde for Christianias Selvforvaltning og aktivister.
En af Christianias repræsentanter i fonden opfordrede alle aktivister fra hele landet til at komme og bygge en ny gade op. Den første aktionsuge er fra den 6. april i år. Hvornår projektet er færdigt, ville ikke en gang vicepolitikommissær Simon Hansen forudse. Men han understregede, at lige så snart det er muligt, vil politiet ikke være mere tilstede på Christiania end andre steder i København.
Det fik Christianias arkivar, Ole Lykke, til at sige: »Det kan vel ikke være målet, at Christiania er det eneste sted i Danmark, hvor du ikke kan købe hash?«.
På videoen præsenterer Christiania TV høringen og Asbjørn Kaasgaard, formand for Christianshavns lokaludvalg, forklarer indsatsen mod hashhandelen.