Hotel Pro Formas forestilling i den Grå Hal på Christiania minder om skoleteater med noget flot lysshow. Det er prætentiøst, overfladisk og blottet for den videnskabelighed som påberåbes. En lang række fonde har støttet projektet, så billetprisen kan holdes nede på 280 kroner pr sæde, børn halv pris.
Af MIKKEL SCHOU
Teaterforestillingen KOSMOS+ i den Grå Hal var i aftes noget helt særligt. Det meddelte instruktør Kirsten Dehlholm ved showets begyndelse. Det, der kaldes Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, var nemlig tilstede. Ham ville instruktøren gerne stille nogle spørgsmål på scenen.
Andreas Mogensen skal snart op på den internationale rumstation i ti dage. Fascineret spurgte Kirsten Dehlholm, hvor langt væk rumstationen egentlig er fra Jorden. Svaret var 400 kilometer, ikke længere end en køretur fra København til Køln.
Det var tydeligt, at svaret kom bag på instruktøren. Ikke længere? Og det varslede en del om hele teaterforestillingen. Instruktøren prøvede at redde situationen ved at henvende sig til publikum: Er det ikke fantastisk?
Opsætningen kaldes en big bang forestilling om universets vidundere. Det eneste publikum fik, var en wikipedia-lignende fragmenteret oplæsning af begreber. Og enkelte anstrengte morsomheder som:
»Solsystemet startede som nullermænd, der blev til planeter. Tænk på det næste gang du støvsuger.«
Det eneste, der holdt forestillingen lidt oppe, var et lys- og billedshow i en flot koreografi. Men universets skønhed fik ikke lov at dvæle, heller ikke publikums øjne. Billederne fra rummet flimrede af sted i en effektjagende rus. Man fristes til at sige: Tomme tønder buldrer mest.
Det skal indrømmes, at TVflux forlod forestillingen efter 45 minutter og derfor gik glip af showets afslutning, der efter sigende indeholdt en flot sæbebobleparade. Men den oplevede sidemanden, der højlydt snorkede gennem det meste af forestillingen, vist heller ikke.
Når en lang række af fonde, der ellers beskæftiger sig med blandt andet naturvidenskab, har valgt at støtte forestillingen, kan det ikke være for videnskabens skyld. Ej heller underholdningen. Men det har da kunnet holde billetprisen nede på 280 kroner. De penge var nok givet bedre ud til en biografbillet og lidt surfing på nettet, hvis man virkelig er interesseret i universets skønhed og hemmeligheder.