KOKAIN PÅ FRISTAD
22. maj 2017
I aften drøfter Christiania, hvilke konsekvenser det skal have, at en person blev anholdt med kokain-salgsposer i Pusherstreet. Også en overtrædelse af karantæne er på dagsorden til fællesmøde.
Af MIKKEL SCHOU
En ung fyr blev ifølge TVflux’s oplysninger for nyligt anholdt i Pusherstreet med 18 salgsposer kokain. Christiania, der siden 1978 har holdt andre stoffer end hash ude af Pusherstreet, holder fællesmøde i aften, hvor det drøftes, hvordan fællesskabet skal forholde sig til faktum om, at der sælges kokain i fristaden.
Også en voldsepisode, der fandt sted i Pusherstreets natteliv drøftes. Her fik to personer med tilknytning til AK-81 hver fem års karantæne fra Christiania, men den ene overholder ikke forbuddet mod at vise sig.
Enkelte christianitter mener, at kokain er almindeligt i nattelivet i en storby, og at man skal forsøge at styre udviklingen i Pusherstreet. Det forventes dog, at et flertal på mødet vil støtte opbakningen til, at Christiania skal være frit for andre stoffer end hash. Det er heller ikke tilladt at færdes påvirket af andre stoffer, ifølge Christianias målsætning og vedtægter.
Enkelte christianitter forestiller sig, at man skal lave blokade mod stofferne, ligesom man med succes gjorde i kampen mod blandt andet heroin i slutningen af 1970’erne.