KAPITALENS MAGT KAN BRYDES I DAGENS LØB
16. november 2015
Miljøflipperen, økologiforkæmperen, antimaterialisme-romantikeren og journalisten Jørgen Steen Nielsen hamrer endnu et søm ned i den neoliberalistiske kapitalismes kiste. Nu med sine overvejelser fra en skotsk halvø beboet af ligesindede praktikere.
AF MIKKEL SCHOU
Mennesket drives af egoisme. Det mener de fleste økonomer, konstaterer journalist Jørgen Steen Nielsen i sin seneste bog ”På den anden side” fra Informations forlag. Og sådan ser det tilsyneladende også ud. Men egoismen er mest udbredt blandt de, der i forvejen har nok: Erhvervsledere, spekulanter og politikere.
Nielsen har tidligere i bøger og artikler for dagbladet Information påpeget det umulige i evig økonomisk vækst på en planet med begrænsede ressourcer. Nu gør han det igen:
”På samfundsplan er grådighed, kynisme og kortsynethed blevet legitimt”, skriver han, i modsætning til tidligere tider – før 1970 – hvor samfundet, mener han, tænkte mere kollektivt og endnu langsigtet.
I foråret 2015 tog Nielsen til halvøen Scoraig i det nordlige Skotland for at skrive bogen. Både for at få tid til skriveriet, men især for at finde mulige svar på spørgsmålet om, hvordan vi kan reagere på tidens store kvaler.
Nielsen bemærker de perverse politiske krav om at føre den ”nødvendige politik”, der først og fremmest tjener til at øge den økonomiske vækst, men som også – og af samme grund – forringer arbejdstageres vilkår med strengere krav til effektivitet og løntilbageholdenhed eller lige frem nedgang.
Han citerer Bjarne Corydon (tidligere S-finansminister) for: ”Politisk lederskab er også at have modet til at gøre op med velerhvervede privilegier.” Altså ikke overklassens, men de arbejdstagendes privilegier.
Oppe på halvøen Scoraig sidder så Nielsen og ved, at velfærdsstatens slaver bliver mere og mere syge af stræben efter økonomisk vækst. Dels kan de ikke følge med og får stress, dels falder deres identitet fra hinanden i isolation og forfærdelse over, at de ikke kan honorere de stigende krav til deres indsats i det pulserende samfund.
På Scoraig bor 80 mennesker. Uden el- og vejnet. De har hver deres lille vindmølle. De dyrker alle deres lille jordlod, så de nærmest er selvforsynende. De hjælper hinanden og sælger får og fisk. Deres behov for penge er så meget mindre, end når man bor i en storby, at Nielsen må spørge sig selv, om det er fremtiden for os alle sammen.
Det er nok ikke Nielsens fremtid, må han erkende. Dertil har han nok brug for mere liv og kultur omkring sig i det lange løb. Men oplevelsen af samhørighed og afhængighed af naturen bringer ham befrielse og ligefrem velvære, lige indtil han skal tilbage til København, og nær ikke når af sted på grund af vedvarende regn.
Men ideen om, at mennesket slet ikke er egoistisk, hvis blot det får chancen for at vise det, overbeviser Nielsen om, at fremtiden ligger i en form for anarko-syndikalisme, hvor vi alle er medejere af arbejdspladsen. Hvor vi forbruger mindre og derfor også får tid til andet end at skulle tjene penge – senkapitalismens største frygt: Borgere, der ikke bruger penge.
Og så taler han om resiliens – modstandkraft. Et begreb, som egentlig stammer fra beskrivelsen af naturens tilpasningskraft, men som mennesker også kan tillære sig. På Scoraig er de modstandskraftige over for finansielle og økonomiske fluktuationer, fordi de producerer så meget selv af det, der er nødvendigt for at overleve. Måske også værd at tænke på, når man bor i en verden, der er så afhængig af elektricitet og transport.
Nielsen kommer med mange bud på bidrag til at komme ud på den anden side: Deltidsarbejde, bytteøkonomi, længere holdbarhed på forbrugsvarer, kollektivt bæredygtigt landbrug og større fællesskab og nærhed.
”På den anden side” handler om mange af de spørgsmål, som vi ikke tør indrømme, at vi kender svaret på, men blot ender med at sige: På den anden side…
Nielsens lære fra Scoraig er, at vi skal ikke omstille os, fordi vi er tvunget, men fordi vi har lyst og vil. Om det sker tids nok, får vores børnebørn at mærke.
