Go to ...

27. februar 2024

HVOR GÅR RUSLAND HEN?


Per Dalgård giver en glimrende opsummering af Ruslands vej fra Sovjetunionens sammenbrud og helt frem til søndagens præsidentvalg.

”Putin og Ruslands ukontrollable demokrati” er netop udkommet på Informations forlag. Her giver Dalgård et overskueligt overblik over Ruslands unge historie.

Læst af Mikkel Schou

Rusland, dette mægtige land mellem Europa og Asien, som hverken er europæisk eller asiatisk.

Dette mærkelige land, der måtte døje med et 70 år langt socialistisk eksperiment, der gik galt fra starten i sin kyniske mangel på humanitet.

Og som nu gennem 20 år forsigtigt forsøger at finde sin plads i en global verden, hvor velstand og retfærdighed er et dække over en aldrig tilfredsstillet kommercialisme.

Rusland skal vælge præsident på søndag. Af grunde, som man kan læse i Dalgårds bog, er den eneste troværdige kandidat og sikre vinder: Vladimir Putin.

Graver sin egen grav
Det var kun hensynet til den russiske valglov, der fik Putin til at overlade præsidentembedet til den tilsyneladende mere liberale og reformvenlige Medvedev.

Nu kan Putin ifølge valgloven stille op igen for en seks års periode med mulighed for genvalg for endnu seks år.

Men Putin har pudsigt nok selv sørget for, at han ikke kommer til at sidde så længe. Den gunstige økonomiske udvikling i Rusland siden Putin blev præsident første gang i 2000, og som hovedsagligt skyldes Ruslands enorme indtægter fra eksport af energi, har fået middelklassen til at vokse.

Ingen tvivl om, ifølge Dalgård, at livsvilkårene for de fleste russere er blevet radikalt bedre. Men det, spår Dalgård, får også den voksende middelklasse til at stille flere krav til det politiske system. Så Putins succes kan blive hans undergang.

Utilfredsheden efter parlamentsvalget i december, med store demonstrationer til følge, kom ifølge iagttagere netop fra middelklassen og ikke kun fra de sædvanlige oppositionelle grupper i Rusland.

Men det går heller ikke længere upåagtet hen i den russiske befolkning, at medierne er domineret af den politiske elite. 788 journalister i medier, der ikke er kontrolleret af Kreml, er blevet dræbt de seneste 14 år i forbindelse med deres arbejde.

Det mægtige korrupte land
Korruption er et af de fænomener, der går igen, for de russere Dalgård har talt med til sin bog.

Almindelige russere mærker den dagligt, når de skal bestikke politifolk for at undgå en uretmæssig bøde. Eller når de skal være sikre på at modtage en ordentlig sygebehandling, have deres børn optaget på en skole eller uddannelse, ja listen er lang. Der korrumperes for anslået 300 milliarder dollar om året i Rusland.

Bureaukrater, politikere, forretningsfolk og politi/sikkerhedstjeneste sidder stadig så tungt på flæsket, at det er svært at sige, hvad den førte politik egentlig tjener: Rusland eller private interesser.

Da Medvedev blev præsident i 2008, måtte han give afkald på stillingen som leder af det enorme energiselskab Gazprom, så i visse kredse var han ikke nær så ukendt som i befolkningen.

Når Putin bevarede sin popularitet frem til parlamentsvalget i december sidste år, skyldes det ifølge Dalgård, at han formåede at sikre en stigning i den almindelige velstand.

Ved parlamentsvalget fik Putins parti for første gang mindre end 50 procent af stemmerne. Alligevel blev valget udråbt som forfalsket.

En anden mulig grund til Putins popularitet er, at han fik ryddet op i Rusland efter de vilde år efter Sovjetunionens fald, hvor den første valgte præsident, Boris Jeltsin, lukkede dørene vidt op for en vild kapitalise, hvor alle statslige værdier blev solgt for en slik.

Det var hårde år for den russiske befolkning, hvor økonomisk kollaps forgyldte nogle få og efterlod resten i armod.

Den gode og den onde
Den nuværende præsident Medvedev har fremstået som en mere liberal og reformvenlig præsident end Putin.

Samarbejdet mellem de to, med Putin som premierminister, er svært at gennemskue.

Ifølge Dalgård har Medvedev gennemført reformer, som Putin ikke ønskede, ikke mindst af politiet. Medvedev fik også fyret den mægtige og korrupte borgmester i Sankt Petersborg, som var en af Putins gode venner.

Dalgård skriver det ikke, nævner det end ikke som en mulighed, men som læser kan man sidde tilbage med fornemmelsen af, at det hele er aftalt spil.

At Medvedev skulle gennemføre reformer, som Putin ikke vover, fordi de rammer Putins netværk for hårdt.

I det hele rammer Dalgård en god balance mellem sympatien for Rusland som nation og en kritik af det politiske system.

Desværre er bogen også præget af sjusk. Der er for mange gentagelser af fakta og pointer og taste- og stavefejl.

Der mangler også dybde i forhold til den orientering læseren ellers får gennem den almindelige nyhedsdækning.

Men det er altså stadig en god opsummering af Rusland de seneste 20 år med vægten lagt på situationen før præsidentvalget den 4. marts 2012.

Og hvordan det så skal gå det mægtige land, der stadig lider under en voldsom tilbagegang i fødselstallet, fordi tilværelsen stadig er usikker for de vordende forældre og mændene i store tal dør af alkoholmisbrug, er et åbent spørgsmål, der ikke afgøres alene ved præsidentvalget på søndag.

Putin har med rette været en garanti mod vestlig økonomisk overtagelse af Rusland. Nu mangler det bare, at det korrupte magtapparat slipper grebet over for det russiske folk.

Dalgårds bog giver lige dele håb og skepsis.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR