Go to ...

23. september 2023

ERINDRINGSBOG PROVOKERER


31.03.12  Er Christian Zwettlers netop udkomne erindringer om sine voldelige og kriminelle politiske aktiviteter fra tiden i BZ-miljøet forherligelse af vold, som aldrig skulle være trykt, eller vigtigt kildemateriale?

Af Mikkel Schou for dagbladet Information

Skal man tro anmelderen Bent Blüdnikov, er Christian Zwettlers erindringsbog “Jeg revolutionær” en plat reklamebog for voldsfantaster.

I sin anmeldelse af bogen i Berlingske undrer Blüdnikov sig over, at Zwettler ikke angrer sine politiske holdninger, der blandt andet omfatter den fulde sympati for den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion (RAF).

Zwettlers ekstreme aktivisme kulminerer med et mislykket bankrøveri, der koster ham en dom på tre og et halvt års fængsel.

Udgivelsen er ifølge Blüdnikov uden litterære kvaliteter og, forstår man, et stunt fra forlaget People’s Press, der vil tjene penge på en sensation.

På People’s Press forstår man ikke Blüdnikovs kritik af Zwettlers bog, selv om bogen beskriver en mand, der sympatiserer med RAF’s terrormord og selv begår vold mod nynazister.

»Bogen er ikke et talerør for voldsfantaster. Der er tale om en mand, der farer vild. Han beskriver sig selv som en karikatur. Det ærgrer mig, hvis man ikke kan se, at han faktisk skifter bane efter en sen selverkendelse,« siger redaktør Troels Præstegaard Sørensen.

»Hvis det er hele vejen rundt og ikke kun Blüdnikov, der mener, at bogen er et anløbent projekt, så har vi taget fejl. Men vi står stadig ved, at det er en indsigtsfuld og god bog. Vi vil med bogen bidrage til et indblik i den yderste venstrefløj efter Murens fald,« siger han.

Adrenalinkick
Journalist Lars Borking, der har skrevet Zwettlers beretning, er også overrasket over Blüdnikovs kritik:

»Jeg mener, at det handler om en mand, der farer vild. Men det er heftige ting, han oplever, og det gør det til en spændende historie,« siger han.

Lars Borking har forsøgt så nøgternt så muligt at beskrive de voldelige episoder, som Zwettler beretter om. Om adrenalinkicket, som en drivende kraft og om den manglende refleksion over handlingerne.

»Det glæder mig, hvis læseren mener, at Zwettler mangler refleksion. Det er en sund reaktion fra læseren. Jeg har tillid til, at læseren kan se det vanvittige i mange af Zwettlers handlinger, det er ikke en dom, jeg som beretter skal lægge ind i teksten«, siger Lars Borking.

Zwettler erkender flere gange i bogen, at han stort set står alene i sine betragtninger om den voldelige revolution, både i BZ-bevægelsen og under sit fængselsophold.

»Indimellem går det op for ham, at det, han har gang i, er langt ude, men han tager ikke konsekvensen. Jeg oplever, at hans identitet som actionman og revolutionær avantgarde er meget vigtigere end det, han påstår at kæmpe for. Måske er det derfor, at han heller ikke angrer i dag,« siger Lars Borking.

Debatten er i gang
Det kommer ikke bag på Chris Holmsted Larsen, historiker på Roskilde Universitet, at Blüdnikov farer i flint.

»Bogen er et partsindlæg med stærke holdninger. Den er provokerende, fordi vi lever i en tid, hvor man skal angre. I dansk kontekst er det den yderste venstrefløj, der skal angre. Og det gør Zwettler ikke,« siger Chris Holmsted Larsen.

»Det er ikke meningen, at en historiker skal se på kildemateriale ud fra et moralsk synspunkt, men ud fra materialets historiske værdi og følgelig betydningen for forståelsen af vores samtid. Zwettler er interessant, fordi der er et politisk indhold i hans kriminalitet i modsætning til for eksempel rockeren Jønke,« siger han.

Bogen er en vigtig kilde, fordi den giver indblik i en periode (1980-1990’erne), som ikke er særligt belyst endnu, mener historikeren.

Han sammenligner også Blüdnikovs anmeldelse med reaktionerne på et københavnsk teaters erklæring om at ville opføre et stykke om den norske terrorist Breivik:

»Selv en diskussion om den danske samarbejdspolitik under besættelsen kan stadig få sindene i kog i Danmark. Lige så nødvendigt er det med den debat, som Zwettler kan sætte i gang,« siger Chris Holmsted Larsen.

Og den debat er godt i gang. Zwettlers bog møder ikke kun kritik fra Berlingske, men også fra den venstreorienterede webportal Modkraft.

I en anmeldelse her angribes Zwettler for sine karakterbrist. Angreb, der vidner om, at anmelderen har et personligt kendskab til Zwettler.

Men heller ikke forlaget går ram forbi. Anmelderen mener (ligesom Blüdnikov), at bogen er uden refleksioner og kun har salgsværdi for forlaget, fordi der indgår et bankrøveri, som der spektakulært kan kredses om.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR