“VI SES WOODY”
13. maj 2005
Christianias særlige vagtkorps var ikke militærisk organiseret, sagde tiltalt i sagen i dag. Den snart 40-årige mand stod for adskillige transporter af radioer til reparation nær hans egen bopæl. Belønning: En klump hash i ny og næ.
Fra retsmøde den 13. maj 2005
Af Mikkel Schou
For anden gang blev der afspillet radio-samtaler i retten, hvor anklager mener, at der siges:
”Vi ses Woody.”
Nogle af de 20 tiltalte sagde i en pause, at de mente, der blev sagt:
”Vi ses ved Wooden”.
Wooden er kælenavn, siges det, for værtshuset Woodstock, der ligger midt i Pusherstreet.
Desuden påpeger en pårørende, at der er to hunde på Christiania, der hedder Wooden. Politifuldmægtig Steen Jacobsen, der i dag førte sagen for anklagemyndigheden, bedyrede over for flix.dk, at han godt kendte Woodstock.
Selvjustits
Dagens afhørte kunne fortælle, at der i mange år har været selvjustits på Christiania, da politiet aldrig har patruljeret eller ladet sig tilkalde på almindelig vis. Tiltalte kendte til en telefonkæde med numre på en bred kreds af voksne christianitter, der bruges til at mobilisere, når der opstår konflikt. Konflikt som ellers er en politiopgave. Telefonkæden bruges ikke i konfrontationer med politiet, forklarede tiltalte. Nogen vagtliste kendte han ikke til.
Manden har ikke selv været involveret i Christianias særlige vagtkorps, men har ydet tjenester til formodede medlemmer af vagtkorpset. Det har han gjort ved at bringe vagtkorpsets radioer til reparation hos en forhandler på Amager omkring 700 meter fra sin bopæl. Derfor har han muligvis været i telefonisk kontakt med andre af de tiltalte.
Den tiltalte kunne udpege de fleste af de andre tiltalte i retslokalet. De seks af dem beskrev han som nære venner. Han benægtede, at han var klar over, at de tiltalte var med i et vagtkorps, sådan som politiet og anklageren beskriver det. Han forklarer, at vagtkorpset, hvis man kan kalde det et sådant, ikke var militærisk organiseret.
Voldeligt politi
Anklageren spurgte borende, hvorfor tiltalte flere gange ringede til personer på Christiania for at advare om politi han mente var på vej til fristaden. Til sidst svarede tiltalte:
”Jeg har set, hvordan politiet farer frem på Christiania. Det vil jeg gerne beskytte mine børn og kæreste imod, som kommer meget på Christiania. Desuden bor jeg 500 meter fra politistationen på Amager.”
”Er det rigtigt, at du er dømt for vold, ved at have tømt indholdet af en pulverslukker i hovedet på en buschauffør?”, spurgte anklager.
”Ja. Det foregik i den gade, hvor min kæreste bor,” sagde tiltalte.
”Hvor bor hun?”
”Ønsker anklageren at snage i personlige forhold?”, spurgte forsvareren. Tiltalte valgte at opgive kærestens adresse for retten.
Tiltalte kunne ikke forklare, hvorfor hans øgenavn optrådte i forbindelse med CET. Nemlig i en bog over mobiltelefonnumre. Der optrådte seks telefonnumre under navnet: CET.
Den tiltalte forklarede, at det ikke var efter hans kendskab, at han stod på nogle lister, men at han naturligvis kommunikerede med personer på Christiania i forbindelse med venne- og arbejdstjenester, som regel dog ansigt til ansigt.
Tiltalte har løst arbejde på Christiania som håndværker, blandt andet i Pusherstreet. Han har haft sin daglige gang i fristaden i omkring 15 år.