DRAB ENDNU UOPKLARET
11. april 2018
Sagen om et opsigtsvækkende drab på Christiania og efterfølgende selvmord i slutningen af januar i år er ikke afsluttet.
AF MIKKEL SCHOU
Politiet har modtaget en rapport fra retspatologerne, der skulle give en forklaring på, hvorfor en hviderusser efter alt at dømme helt umotiveret dræbte en christianit i den såkaldte Opera-bygning og derefter sprang ud af et vindue og døde af sine kvæstelser.
Det oplyser en kilde i politiets efterforskning til TVflux. Kilden vil ikke udtale sig om, hvad der ifølge politiets efterforskning er foregået i Opera-bygningen.
Men rapporten har givet politiet anledning til at stille eksperterne flere spørgsmål. Politiet vil over for TVflux ikke forklare nærmere, men forventer, at retspatologerne vil komme med et endeligt svar på politiets spørgsmål i begyndelsen af maj.
Ifølge en kilde på Københavns Universitets retskemiske afdeling vil man med gældende arbejdsrutiner typisk inden for en måned kunne analysere en blodprøve og konstatere tilstedeværelse af de mest almindelige narkotiske stoffer.
Hvis der derimod er tale om en forgiftning af ikke-narkotisk art vil undersøgelsen skulle omfatte flere tusinde mulige stoffer.