TÆSK I PUSHERSTREET
4. april 2018
Mindst to personer kom til skade under politiets razzia i Pusherstreet den 20. marts i år. Den ene måtte efterfølgende have bortopereret en del af en testikel.
Sagen er overgået til Den uafhængige politiklagemyndighed (DUP), og derfor ønsker Københavns politi ikke at kommentere hændelsen. Syv personer blev anholdt den aften, hvoraf en blev varetægtsfængslet i 27 dage.
Ifølge kilder på Christiania var politiet på besøg i Pusherstreet tre gange om aftenen den 20. marts. Ved et af de første besøg blev der ifølge andenhåndsberetninger kastet én sten mod politiet.
Ifølge fortællingen i Pusherstreet førte det til, hvad der blev oplevet som et hævnangreb omkring midnat. Betjente i civil påklædning skulle med knipler have ført sig meget voldsomt frem.
En person skulle således i forbindelse med anholdelsen have fået brækket flere fingre ved knippelslag, ligesom hans ene testikel blev beskadiget.
TVflux er i besiddelse af en anden persons nedskrevne forklaring. Om end forklaringen kan ses som et partsindlæg bringer vi det her:
»Jeg stod ved en af boderne i Pusherstreet for at købe hash. Ved siden af mig stod der en fyr som var i gang med at købte noget skunk.
Pludselig sprang han på den mand som han handlede med og slog ham hårdt i ansigtet. Alle i gaden begyndte at løbe. Jeg blev bange, så jeg begyndte også at løbe. Seks civilbetjente jagede mig op til bageriet hvor de fangede mig.
De kastede mig på jorden og fire betjente kastede sig over mig og tæskede mig med deres knipler. Arme, ben, krop og hoved fik alvorlige slag og samtidigt stod der to betjente og sparkede mig.
En af betjentene slog fem gange med knyttet næve på næsen og to gange på munden så jeg mistede en tand og blodet stod ud af næse og mund. Da de slæbte mig ud, fortalte folk mig bagefter at der var blod på gaden hele vejen ud.
På vej ud og i bilen hele vejen til stationen, slog de mig flere gange medens de prøvede at nedgøre mig.
På stationen blev jeg strippet ned til underbukserne og anbragt i en celle i omkring to timer. Men fordi jeg blødte og ikke kunne gå på grund af de mange slag, kørte de mig på skadestuen, hvor politiet fortalte personalet, at de havde fundet mig på gaden.
Jeg blev skannet og heldigvis var der ikke brækket noget andet end en tand. Men som de sagde, det ligner en ordentlig røvfuld.
Efter en times tid tilbage på stationen, blev jeg løsladt, godt gennembanket og øm over det hele, med blå, røde og grønne mærker over hele kroppen og en næse som var svulmet op.
Jeg havde tre hundred og tolv kroner i min pung, men da jeg forlod stationen fik jeg kun tolv kroner tilbage og en sigtelse for medvirken til hashhandel.«
AF MIKKEL SCHOU
FOTO: TVFLUX-ARKIV