DANSKERE PÅ UKRAINSK FJENDE-LISTE
19. august 2022
VIDEO: Udenrigsminister Kofod skulle i dag svare på spørgsmål om tre danskere, der optræder på en officiel ukrainsk liste over personer i hele verden. Personer, der ifølge Ukraine går Ruslands ærinde.
I forbindelse med listens offentliggørelse i sidste måned fra ”Det ukrainske Center for bekæmpelse af desinformation” under Ukraines Sikkerhedsråd hed det, at personerne ville komme for en krigsforbryderdomstol.
De tre danskere på listen er akademiske forskere, der har udtalt sig om krigen i Ukraine i forbindelse med deres historiske eller politiske forskning.
Det var Marie Krarup, tidligere medlem af Dansk Folkeparti, der havde indkaldt udenrigsministeren.
DANSK REAKTION
Udenrigsminister Jeppe Kofod var således indkaldt til åbent samråd i Folketingets udenrigsudvalg om, hvordan regeringen har reageret på den ukrainske trussel mod de tre navngivne danskere.
Ifølge Marie Krarup var de tre danskere omtalt som informationsterrorister og krigsforbrydere og ville blive mødt med ”militær udrensning”. Det sidste var Marie Krarup ikke sikker på, hvad indebar.
Jeppe Kofod brød sig ikke om ukrainske tiltag, der kunne lukke munden på uenige danskere. Men det eneste tiltag var, at den danske ambassade i Ukraine havde henvendt sig til ”Det ukrainske Center for bekæmpelse af desinformation”. Og ambassaden har endnu ikke fået svar fra centret, på hvad listen over informationsterrorister betyder.
»I Danmark har vi ytrings- og forskningsfrihed. Det ved de i Ukraine. Så det er der ingen grund til at fortælle dem om«, sagde Jeppe Kofod og tilføjede, at der var udtrykt bekymring over listen.
Listen er i øvrigt fjernet fra det ukrainske centers hjemmeside, men findes stadig på centrets Facebook-side, fortalte Marie Krarup.
Udenrigsministeren var ikke bekendt med, at der fra dansk politis side var taget forholdsregler over for de ukrainske trusler mod de tre danskere.
KAMP FOR DEMOKRATI
Udenrigsministeren benyttede flere gange under samrådet lejligheden til at fordømme Ruslands invasion af Ukraine.
»Ukraines kamp er vor alles kamp. Vi skal fortsat støtte Ukraine økonomisk og militært. Ukraine er en demokratisk frontlinjestat. Det er vores fælles frihed. Ukraine må ikke tabe den krig«, sagde Jeppe Kofod.
Men udenrigsministeren måtte også erkende, at et velfungerende demokrati ikke opstår over natten. Og slet ikke når landet er i krig.
»Jeg bifalder ikke alt, hvad der sker i Ukraine. Der ligger et stort arbejde forude, for at Ukraine kan blive en retsstat«, sagde Jeppe Kofod.
Men han mente også, at Marie Krarup tog alt for let på Ukraines situation.
»Ytrings- forskningsfrihed må ikke undertrykkes. Men Danmark bakker op om kampen mod desinformation og åbenlys propaganda«, sagde udenrigsministeren.
Den eneste anden folketingspolitiker, der deltog på samrådet, var udenrigsudvalgets formand, Christian Juhl fra Enhedslisten.
Han spurgte udenrigsministeren, om de tre danskere havde bedrevet propaganda. Det svarede ministeren ikke på.
TVflux interviewede efter samrådet Marie Krarup om udenrigsministerens besvarelse og krigen i Ukraine.
Hele samrådet kan ses her: https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20211/uru/td.1901318.aspx?as=1
AF MIKKEL SCHOU