Go to ...

28. marts 2024

Fra højre Per Stig Møller, Martin Lidegaard og Flemming Splidsboel

”HVORFOR KAN INGEN LIDE OS?”


Det spurgte tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) på dagens event hos DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier).

Og han svarede selv: »Uden for den vestlige verden kan de ikke lide os, fordi vi er så belærende over for dem.«

Under overskriften ”En verden i opbrud?” blev Møller og en anden tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), spurgt ind til den globale politiske situation af Flemming Splidsboel, forsker på DIIS.

De to ex-ministre glædede sig begge over, at Danmark efter folkeafstemningen fornylig nu kan indtræde i EU’s militære samarbejde. Og som Per Stig Møller sagde med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine: »Hvis ikke danskerne havde sagt ja nu, ville de aldrig sige ja.«

Begge de tidligere udenrigsministre var enige om, at verden er i opbrud. Vi risikerer, at verden bliver delt i to. På den anden side af Vesten kan vi se lande som Rusland, Kina og Indien, der kan have en interesse i at frigøre sig fra Vesten. Med Rusland som hovedleverandør af energi og Kina som storproducent af forbrugsvarer og teknologi.

UKRAINE
Ifølge Martin Lidegaard har Vesten allerede ydet en stor støtte til Ukraine. Alligevel er der noget at kritisere Ukraine for:

»Ukraine er et oligarki«, sagde han med henvisning til de oplevelser, han havde af landet som udenrigsminister i 2014.

Og så advarede han allerede som udenrigsminister i 2014 Ukraine imod at stille krav til Vesten, som de måtte vide ikke kunne indfries. For eksempel en no-fly-zone, som NATO ikke kan indføre uden at erklære Rusland krig. Det får hver gang Ukraine til at stå med et nederlag.

Derimod er sanktionerne mod Rusland nyttige. Og ifølge Lidegaard skal Vesten gøre sig fri af fossile brændstoffer, så Vesten ikke økonomisk støtter lande som Rusland, Saudi Arabien og Iran.

Per Stig Møller så gerne, at man brugte erfaringerne i Sønderjylland til at løse konflikten mellem Rusland og Ukraine:

»En afstemning i de berørte områder, om de skal høre til Ukraine eller Rusland. Det har vi gode erfaringer med i Danmark. Ikke en gang Hitler ønskede at ændre på grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland, fordi det lå fast, hvor befolkningerne ønskede at høre hjemme.«

Men om det vil være en garanti i forhold til Rusland, ville han ikke love:

»Rusland har altid været revanchistisk. Hvis de har tabt territorium, venter de på chancen til at få det tilbage.«

Og så undrede begge ex-ministre sig over USA’s åbenlyse praleri, når de sendte våben til Ukraine. Det får jo kun Rusland til at bestræbe sig på, at våbnene ikke når frem til fronten. Dér mente de begge, at Danmark optrådte klogere ved ikke at annoncere, hvad Danmark forberedte af våbenleverancer.

AF MIKKEL SCHOU

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER