I takt med sommervarmen og pigernes lette beklædning gik det op for TVflux, hvor mange kvinder i København, der er tatoveret.
Det er foreløbigt endt med artikel i DANES, der netop er udkommet med tre pigers historie om deres tatoveringer og to tatovørerers forklaring på fænomenet.
Af MIKKEL SCHOU
Melanie Poudroux har været igennem filmindustrien i Frankrig og Australien som scenograf og special effect creator. Så gik hun i lære som tatovør i København for to år siden og arbejder nu i Tigre Tattoo Parlour i Studiestræde i den indre by.
”Jeg lavede selv min første tatovering med en synål og blæk som 13-årig”, siger den nu 31 år gamle franskmand.
Mange flere kvinder, end vi tror, er tatoveret. De har små tatoveringer på steder, hvor vi ikke ser dem, mener Melanie Poudroux. Hun har gjort sine observationer rundt omkring i verden, og mener, at Danmark er et af de steder, hvor flest kvinder er tatoveret.
Men måske har der altid været lige så mange tatoverede kvinder som mænd.
”Det er næsten fifty-fifty. Kvinderne har været med hele tiden. Men det er noget nyt, at kvinderne nu også får lavet store, synlige og gennemtænkte projekter”, mener Franz Jäger, der på ottende år driver Lefix Tattoo i Guldbergsgade på Nørrebro. Han har tatoveret i 15 år.
”Det blev populært blandt kvinder for omkring ti år siden. Især i England, Holland, Tyskland og Danmark. Jeg oplever Danmark som et land, hvor folk er meget åbne over for tatoveringer og accepterer, at andre har dem”, siger Melanie Poudroux.
Der er dog stadig steder, hvor de ikke optræder så synligt, også i Danmark.
”Bankerne i Danmark virker stadig tilbageholdende med at ansætte tatoveret personale. Det er meget mere udbredt i den øvrige servicebranche. Men man ser det heller ikke i luksus-industrien som på de finere hoteller”, siger Melanie.
Det er muligt, at tatoveringerne blev populære for omkring ti år siden, fordi så mange rock-musikere begyndte at vise deres frem. Også skuespillere blev set med tatoveringer, som i dag kan sminkes væk, hvis det er nødvendigt under filmoptagelser, fortæller Melanie Poudroux.
”I dag får folk tatoveringer som en souvenir fra en rejse eller til minde om deres barns fødsel. De gør det mere for deres egen skyld, end for at andre skal se dem. I 1990’erne var det stadig for at være sej, eller fordi man tilhørte en gruppe”, siger hun.
Det bekræfter Franz Jäger:
”Tidligere forbandt man tatoveringer med rockere og kriminelle. Men jeg er vokset op i Hundested, hvor jeg så fiskere med tatoveringer. Og det var jo nogle flinke fyre”, siger han.
UDDANNELSE BESTEMMER STILEN
Både teknik og tatoveringernes udseende har ændret sig de seneste ti år. Hvor det før oftest var standardtatoveringer, som kunderne valgte i vinduet hos tatovøren, er det i dag muligt at få en tatovering helt efter eget valg og eget design.
Også nye maskiner og en bedre slags blæk har gjort det muligt at lave helt anderledes tatoveringer. Tatovøren kan være mere præcis i sin streg, tilføje flere detaljer, og så holder tatoveringerne længere.
”I dag er det nærmest som en indgravering”, siger Melanie Poudroux.
Hun er stadig overrasket over, at det er kvinder fra alle samfundets klasser, der får lavet en tatovering. Men der er en forskel på, hvad de vælger:
”De dårligere uddannede kunder får lavet mere uigennemtænkte og vulgære tatoveringer. Hvorimod universitetetsuddannede søger noget smukt og meningsfuldt”, siger hun.
Og så har hun hæftet sig ved, at i Danmark er de gammeldags sømandstatoveringer stadig populære. Andre kunder ønsker mere humoristiske tatoveringer, som afbildninger af tegneseriefigurer.
”Lige nu er trenden blandt kvinder, at det skal være noget ornamentalt eller motiver fra art nouveau. Og det skal være stort. Typisk på ryggen, så de kan dække det til”, siger Melanie Poudroux.
Internettet har gjort, at tatoveringskunsten er blevet mere ens i verden.
”Det er lidt trist, at man ser det samme overalt, men det hæver samtidig kvaliteten, når kunderne på nettet kan se, hvor flot det kan blive”, siger Franz Jäger.
Melanie Poudroux har oplevet en gryende modreaktion. Folk begynder at være stolte over ikke at have en tatovering. Og så er der problemet med at fortryde.
”Nogen fortryder placeringen eller udseendet. Måske var tatovøren ikke god nok. De fleste fortryder på et eller andet tidspunkt. Men så kan man måske bare få tatovøren til at ændre lidt på det”, siger hun, der også selv skal have ændret på en tatovering, hun ikke er tilfreds med.
”Men det var tatovørens skyld”, smiler hun.
Melanie Poudroux oplever København som en meget kosmopolitisk by.
”Jeg var i Rødby forleden. Der var jeg den eneste med en tatovering. Jeg tror det er et storbyfænomen. I Frankrig bliver der set skævt til mig, og det gælder i de fleste katolske lande, undtagen Spanien.”
Til gengæld glæder hun sig over kvinderne i butikken i København.
Det er spændende for os, at mange kvinder tænker meget over, hvad de skal have lavet. Det er en større kunstnerisk udfordring for os”, siger hun.
DE VOKSNE BRYDER SIG IKKE OM DET
Emilie Kent, der er opvokset i Københavns omegn får lavet sin tredje tatovering inden for to år.
”Det er en måde at udtrykke sig selv på”, siger Emilie Kent, da Danes møder hende hos Brightside Tattoo på Christianshavn.
“Jeg har tænkt meget over denne tatovering. Den skal minde mig om min barndom, som desværre snart er slut. Jeg bliver 20 om et par dage”, siger Emilie mens hun abstraherer fra tatovørens nål.
Siden hun blev student sidste sommer, har hun arbejdet som sagsbehandler hos Topdanmark. Nu er det første sabbatår gået, og hun tager lige et til.
”Til efteråret tager jeg en uddannelse som fitness-instruktør. Og næste år vil jeg måske læse til diætist”, siger Emilie.
Hun har ingen kæreste, som hun skal snakke med sine tatoveringer om. Men ellers møder hun blandede reaktioner på sin kropsudsmykning. Folk spørger hende, hvad tatoveringerne betyder, og i familien reagerer de voksne negativt. Især far.
”Min far bryder sig ikke om det. Da han var ung, var det også en anden type personer, der blev tatoveret. Jeg forstår ikke, at han hænger fast i det. I dag har alle unge jo en tatovering. Men jeg er ligeglad med, hvad andre tænker”, siger Emilie.
Tatoveringerne vil ikke begrænse hende i fremtidig jobsøgning. Det er hun sikker på:
”Hvis jeg skal søge arbejde et sted, hvor de ikke vil have tatoveringer, kan jeg dække dem til. Men man kan heller ikke blive ved med at se ned på det, når så mange unge har dem. Så er der jo ingen at ansætte”, konstaterer Emilie.
TATOVØREN TALTE DÅRLIGT ENGELSK
Bag skranken på Københavns hovedbibliotek kan man på denne varme sommerdag se Anne-Katrine Karmanns tatovering på den højre arm. Den fik hun lavet i Barcelona af en tatovør, der næsten ikke talte engelsk, og hun kunne kun en smule spansk.
”Det var lidt impulsivt. Jeg boede i Barcelona med min kæreste i 2011. Hans ven skulle have lavet en tatovering og havde fået anbefalet et studio. Jeg gik med og kiggede i deres port folio og fandt en stil jeg kunne lide”, siger 29-årige Anne-Katrine Karmann.
I Barcelona oplevede hun, at nærmest alle kvinder var tatoveret. Og hun ser også, at det har ændret sig i Danmark gennem de seneste år:
”Nu kan man jo sidde i Netto og være plastret til med tatoveringer”, konstaterer Anne-Katrine Karmann.
Hun er født på Djursland og flyttede til København efter gymnasiet. I februar blev hun færdig på Københavns universitet med en cand. mag. i tværkulturelle studier. Studiejobbet på Københavns hovedbibliotek er blevet til et fuldtidsjob, mens hun leder efter noget fagrelevant arbejde.
I studio’et i Barcelona fandt hun frem til den tatovør, hvis stil hun syntes om. Hun ville have nogen bløde motiver, og der skulle være nuance og dybde i farverne. Det endte med, at tatovøren lavede nogle skabeloner, som han rykkede rundt på armen, mens der blev tatoveret.
”Min kæreste var meget bekymret over, at jeg ikke klart havde aftalt med tatovøren, hvordan det skulle se ud. Han var dårlig til engelsk, og jeg kan kun lidt spansk”, siger Anne-Katrine Karmann.
Men hun stolede på tatovøren og er glad for resultatet. Forældrene var lidt mere skeptiske. Nu får du aldrig et job, sagde de.
”Der var en låner på biblioteket, der spurgte, hvad min tatovering betød. Han blev nærmest skuffet over, at jeg sagde, at jeg bare synes, den er flot. Det er, som om man forventer, at piger skal have en mening med deres tatovering. Det spørger man da ikke en mand om. Men for de fleste piger tror jeg bare, det er udsmykning”, siger Anne-Katrine Karmann.
En del af hendes veninder er tatoveret. Lidt mere rock’n roll. Én har tatoveret en pistol rundt om benet og et dødningehoved.
”Det er hverken ment politisk eller som en provokation. De synes bare, at det ser godt ud. Men den stil ville falde til jorden på mig”, smiler Anne-Katrine Karmann.
Nu overvejer hun, om ikke det er på tide at finde en ny tatovering til sig selv.
EN TATOVERING ER MEGET PERSONLIG
Lea Lykke fik sin første tatovering, da hun var 18. Danes møder hende på en udendørs cafe på det populære Sankt Hans torv på Nørrebro i København.
”Jeg fik at vide, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville, når jeg blev 18. Og det respekterede jeg”, siger den 24-årige kvinde, der er født i Odense, opvokset i Hvalsø og nu bor i København.
”Det er et ongoing emne i familien. Min far er efterhånden ligeglad. Men min mor er ikke så glad. Hun er i midten af halvtredserne og opfatter tatoveringer som noget for sømænd og hjemløse. Men hun er da interesseret hver gang, jeg får en ny. Hvordan den ser ud, og om den heler rigtigt”, siger Lea Lykke.
Nu har hun orlov fra studierne i medievidenskab på Syddansk Universitet og arbejder som freelancer indenfor filmproduktion.
”Jeg kommer aldrig til at sidde på et kontor eller andre steder, hvor man ikke accepterer tatoveringer”, siger Lea Lykke.
De gange hun har fået lavet en tatovering, har hun ikke haft en kæreste at diskutere det med først. Heller ikke da hun fik lavet den seneste i foråret. Men hun taler med veninderne om det først. Kun en af dem har også tatoveringer.
”En tatovering er noget meget personligt. Det er en historie. En bestemt periode af sit liv. Når man ikke selv kan tegne eller male, er det fedt at få det lavet på kroppen. Det er et kick, når man forlader tatovøren”, siger Lea Lykke.
Hun beskriver det som en proces, hvor hun overvejer i op til et år, hvordan den skal se ud, og hvor den skal sidde. Den skal også have en betydning.
”Der er lige gået tre år, hvor jeg ikke har fået lavet en. Også på grund af økonomien”, siger hun.
Det mest grænseoverskridende hun oplever med sine tatoveringer er, at folk kommer hen og tager fat i hende og siger: ”Neeej, må jeg lige se din tatovering.”
For som Lea Lykke siger:
”Jeg tager jo heller ikke fat i folk og siger: Må jeg lige se din ørenring.”