Go to ...

11. august 2024

CHRISTIANIA KRÆVER IND


En lille del af Pusherstreet blev inddraget af fællesskabet efter politiaktion, hvor hash-boderne blev ødelagt med motorsave og fjernet. Det er et supermarked, siger lederen af politiets indsats.

AF Mikkel Schou

En fredag i denne måned marcherede politiet igen ind på Christiania. Men til de flestes store overraskelse blev de i flere timer. Forbløffede, forargede og rasende så hash-sælgere og deres kunder til, mens politiet med motorsave smadrede de 37 hash-boder og kørte resterne bort. 18 blev anholdt og fem varetægtsfængslet.

En halv time senere kunne man igen købe hash i Christiania. Men så var sælgeren ikke nødvendigvis en christianit.
»Når nogle tages ud af spillet og fængsles i længere tid, skal der hentes personer uden for miljøet. Det er ”historieløse”, der ikke kender eller interesser sig for Christiania. De skal bare sælge hash«, siger lederen af politiets Task Force Pusherstreet, Dannie Rise.

Sådan har det for nogle christianitter set ud, siden politiet i 2014 gennemførte Operation Nordlys, der resulterede i, at 78 blev varetægtsfængslet og siden dømt for medvirken til hashhandel. Siden årsskiftet er yderligere hen ved 80 blevet varetægtsfængslet. Så behovet for rekruttering til boderne er stort.
»Det er blevet et supermarked med profit for øje. Vi hører, at nogle af beboerne på Christiania er frustrerede over, at det er folk udefra, der mere og mere overtager hashmarkedet. En overvejende del af dem vi anholder for hashhandel, har heller ikke bopæl på Christiania«, siger Dannie Rise.

Ifølge politiets observationer er der typisk tre-fem personer knyttet til en bod. Og mindst én af dem skal ifølge fristadens egne regler have bopæl på Christiania.

»Vi hører, at der indgås kompromisser, så ingen af dem nødvendigvis har bopæl derude, eller de har en fupadresse på Christiania«, siger Dannie Rise.

Han mener, at en bod i gennemsnit sælger et kilo hash om dagen. Med over 30 boder i Pusherstreet estimerer politiet, at der en samlet årlig omsætning på mellem en halv og en hel milliard kroner.
Blandt christianitter er der uenighed om, hvorvidt den seneste tids uro og utryghed i Pusherstreet skyldes pusherne eller politiets indsats mod dem.

»Men er det et argument for, at vi ikke skal komme? Den stemme, vi hører, er: Nu er det nok!«
Søndagen efter, at politiet havde fjernet boderne om fredagen, var nogle interimistiske boder dukket op. Men et fællesmøde* besluttede, at der ikke længere måtte være boder i Pusherstreet ved værtshuset Woodstock og det modstående kollektive kunstmalerværksted.

»Vi har set, at der er malet en streg i Pusherstreet som en grænse for, hvor der må være boder. Vi bliver ved med at komme, og vi håber, at vores tryk kan inspirere christianitterne til indskrænke pushernes areal mere og mere og bruge Pusherstreet til noget andet«, siger Dannie Rise.

Han understreger i øvrigt, at politiet har et udmærket samarbejde med Christianias kontaktgruppe, når det gælder opgaver, der ikke har med hash at gøre:

»Vi behøver ikke længere at komme 50 mand for at hente en psykisk syg. Og kontaktgruppen forsøger også at fortælle christianitterne, at politiet kan bruges, når der har været indbrud eller vold derude.«
Politiet har flere gange været forbi, siden boderne blev fjernet, og igen fjernet hvad hashhandlerne har stillet op for at tiltrække kunder.

*Det var et områdemøde på Christiania og ikke et fællesmøde, der besluttede at boderne skulle nedlægges, erfarer TVflux.

pusherstreet

Foto: En hashbod fortæller, hvor den er blevet af

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA


Warning: include(wp-includes/class-wp-redi-rect.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'wp-includes/class-wp-redi-rect.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23