BØRN FÅR EGEN AVIS – KIDS’ NEWS
2. april 2014
02.04.14 Avis til de 6-12-årige er på gaden hver fredag fra den 25. april 2014. Der skal samarbejdes med børnereportere i hele landet og skrives historier med fokus på emner, der fylder i børns liv. »Konkrete nyheder og underholdning«, lover Berlingskes Lisbeth Knudsen. Avisen udgives uden annoncer på kvalitetspapir til 29 kroner i løssalg.
To skolelærere og en repræsentant for Unicef fortalte om deres visioner for den nye avis på pressemøde i dag
Af MIKKEL SCHOU
Berlingske lancerede en ny avis i Danmark på et pressemøde i dag. Nogle havde måske ventet en daglig udgave af Weekendavisen eller en konkurrent til Børsen. Men det var altså en avis til børn, Berlingske i hemmelighed har forberedt.
»Vi har lavet avis for voksne i 265 år. Som publicist er vi forpligtet til at oplyse om, hvad der foregår i verden. Det er børn også interesserede i«, siger ansvarshavende redaktør på Berlingske, Lisbeth Knudsen.
Både børn og forældre har været inddraget i valg af form og indhold. Og navnet, Kids’ News, er ifølge Berlingske børnenes valg.
Der er ingen annoncer i Kids’ News.
»Det er for at undgå diskussion om kommerciel påvirkning«, siger Lisbeth Knudsen.
Avisen skal tjenes hjem på landsdækkende løssalg og abonnement. Den vil blive trykt i 7.000 ugentlige eksemplarer til at begynde med.
Projektet har flere formål.
»Vi vil gerne give børnene et redskab til at navigere med i mediehavet. Børn bombarderes med information«, siger Lisbet Knudsen.
Men der er også noget i det for Berlingske. Det er jo fremtidens kunder, der er tale om.
»Vi har brug for at lære om fremtidens medieforbrugere. Det er en helt ny boldgade. Det er kræsne medieforbrugere«, siger Lisbeth Knudsen.
Projektet har også et pædagogisk sigte. Nemlig at opdrage børn til at deltage i demokratiske diskussioner. Og så er det helt bevidst at udkomme på papir i stedet for blot digitalt. Berlingske mener, at børnene har brug for offline tid. De skal væk fra skærmen, hvis det står til Lisbeth Knudsen.