VIDEO: Christiania holdt fællesmøde i går aftes, der endte i magtesløshed.
Mødet var indkaldt som en reaktion på en voldssag, men blev overskygget af drabet på en 23-årig mand i Pusherstreet i onsdags.
Den dræbte var efter det oplyste lige begyndt som deltager i hashhandelen i Christiania.
Det overordnede budskab fra fællesmødet var, at kun en afkriminalisering af cannabis kan løse problemet. Dog tages der afstand fra Pusherstreet i den form den har nu.
Flere ting kunne der ikke skabes konsensus om. For eksempel, at der i en pressemeddelelse skulle stå:
“Vi bønfalder alle om at stoppe med at købe og sælge cannabis i og omkring Pusherstreet. Christiania afskriver sig hashmarkedets voldelige konsekvenser.”
På videoen forklarer en christianit lige inden gårsdagens fællesmøde, hvordan Pusherstreet har udviklet sig gennem de seneste 18-20 år. Og hvorfor fællesmødet ikke har magt til at ændre på situationen.
I går meddelte politiet, at man har anholdt en mistænkt for drabet. Ifølge i et vidne i Pusherstreet havde drabsmanden et “somalisk” udseende. Det har den nu anholdte tilsyneladende ikke, idet politiet meddeler, at han blev fundet ved at søge i en anden retning.
AF MIKKEL SCHOU
