”Kædereaktion” er historien om atombombens tilblivelse, skrevet af Hubert Mania og udkommet på Informations forlag.

En interessant historie om videnskabsfolks entusiasme i mere end 150 år, der ender i et uligeværdigt kapløb mellem krigsførende nationer.

Læst af Mikkel Schou

Hubert Manias fortælling om atombombens tilblivelse hviler især på en perlerække af anekdoter, fra 1789 hvor en apoteker i Berlin opdager grundstoffet uran, til prøvesprængningen af en atombombe i USA i 1945.

”Kædereaktion” er en videnskabshistorisk fortælling, der efterlader læseren med en fornemmelse af at have fået en vis indsigt i den enorme bedrift, det var at skabe den første atombombe.

Tyskerne halter bagefter
Nu ved læseren jo på forhånd, hvordan det i store træk endte. Det blev USA (og Storbritannien), der først fik konstrueret en atombombe. Men Hubert Mania får også afdækket, hvor langt fra Nazi-tyskland var i sine bestræbelser.

Det er tragikomisk at læse om de dygtige tyske fysikere, der måtte flygte til USA, fordi de var jøder, og i stedet bidrage til den amerikanske forskning. Men også de heftige bombardementer af Tyskland var afgørende for, at den tyske forskning ikke kom så langt, som ellers frygtet.

Så sent som i 1944 planlagde USA’s militære efterretningstjeneste at likvidere Tysklands førende forsker i atomenergi.

En helvedesmaskine
Blandt de mange anekdoter kan man more sig over en om Hitler, der frygter, at videnskabsmændene skal komme til at smadre hele verden med deres eksperimenter.

Men det var også en tanke, som nogle af forskerne havde i USA. Man var klar over, at der var tale om nærmest dæmoniske kræfter, som måske kunne sætte atmosfæren i brand, hvis kædereaktionen i bomben bredte sig.

Også den danske Niels Bohr havde sine betænkeligheder, men de var især politiske. Han ville dele opfindelsen af atombomben med alle de andre stormagter (Sovjetunionen) for derved at undgå krig i al fremtid.

Det fik ikke mindst Churchill til at betragte Bohr som naiv og en trussel mod USA og Storbritannien i det, der i 1945 tegnede til at blive en fremtidig krig mellem Øst og Vest.

Selvom det allerede inden 2. Verdenskrig stod klart, at indsigten i den atomare verden nærmede sig en beherskelse af de vældige kræfter som kunne føre til adgangen til en helt ny energikilde, var der heller ingen tvivl om, at atomenergien ikke kunne adskilles i en fredelig og en militær anvendelse.

De nye kræfter
”Kædereaktion” er også en lang name-dropping. Fra de kendte Röntgen og Curie til Bohr og Einstein.

Det er fantastisk læsning om forskerne i slutningen af 1800-tallet, der er ivrige efter at finde nye grundstoffer og stolte viser deres dybe sår på arme og hænder frem, som de har fået af radioaktiv stråling i laboratoriet. En radioaktiv stråling som i en periode markedsføres som helbredende.

Mange er anekdoterne om de tidlige forskeres kamp om at komme først med de nye opdagelser. Og senere, da kampen gælder om at lave en atombombe, om venskaber der går i stykker henover fronten mellem Tyskland og den ”frie verden”.

Ånden slippes løs
Hubert Mania stopper sin fortælling ved den vellykkede prøvesprængning i USA af den første atombombe. Nu er ånden sluppet ud af flasken.

Og det synes videnskabsfolkene bag eksperimentet også at vide. De ved også, at bomben vil blive brugt.

Robert Oppenheimer, der leder arbejdet med at konstruere bomben, foreslår, at man skal kaste den over en by i Japan, der ikke tidligere er blevet smadret af bomber. For rigtigt at kunne konstatere dens virkning.

Fysikeren Bainbridge, der har været med til at skabe bomben, overværer prøvesprængningen. Han beskriver oplevelsen som et afskyeligt og frygtindgydende øjeblik.

Han lykønsker Oppenheimer med succesen og tilføjer ifølge forfatteren:

»Now we are all sons of bitches.«

Tags: historie