VIDEO: I går eftermiddag blev der affyret skud fra en pistol på Christiania. Ingen kom noget til, og politiet foretog i dag undersøgelser af gerningsstedet. Ifølge øjenvidner blev fire unge mænd mistænkt for at være politi, hvorefter en af dem trak en pistol og skød.
AF MIKKEL SCHOU
Ifølge et vidne, der var tilstede umiddelbart efter skyderiet, og som TVflux har talt med, havde fire unge mænd købt hash i en bod i Pusherstreet.
Derefter tog de opstilling over for boden. En medarbejder i Pusherstreet undrede sig over, at de unge mænd stod og gloede. Han henvendte sig og spurgte, om de var fra politiet, siden de stod og observerede.
Det fik en af mændene til at trække en pistol og affyre et skud, der ikke ramte nogen. De unge mænd tog flugten ud af Christiania, hvorunder der ifølge vidner blev affyret mindst et skud mere.
Politiet undersøgte i dag Pusherstreet for beviser og bekræfter, at der blev skudt.
Christianit Morten O. Nielsen kommenterer begivenheden og lægger skylden for skyderiet på den lukrative hash-handel. Han udtaler sig som privatperson.
MODKRAFT fulgte op på TVflux’s historie