SIDSTE CHANCE

Grønne Demokrater nærmer sig slutspurten for at kunne nå at blive opstillingsberettiget. Nyhedsbrevet her er en ærlig status og en opfordring til at aktivere din omgangskreds. Det er nu eller aldrig.
Af Theresa Scavenius

STATUS: GRØNNE DEMOKRATER
Jeg havde en idé. Den var at stille flere kandidater op til næste Folketingsvalg for Grønne Demokrater. Det var mit svar på det, som jeg er blevet vidne til i Folketinget: En lovgivende forsamling i opløsning. Min tanke var, at hvis vi blev flere og mange nok, ville flere tage det parlamentariske arbejde og vores parlamentariske institution seriøst og alvorligt. Og derigennem kunne offentlige, demokratiske behandlinger af lovforslag sikres.

BEHOVET
De fleste danske borgere er stadig ikke klar over, at der er et stort behov for netop det. For de ved ikke, alt det jeg ved. At der i disse år sker en bevægelse fra det åbne til det lukkede politiske rum:

Over en tredjedel af alle lovforslag er ikke til fri afstemning i Folketingssalen

De grundlovssikrede tre åbne behandlinger af lovforslag krænkes

Oppositionen er blevet opslugt af regeringen

Ingen af de nuværende partier opfylder grundlovens § 56, der sikrer folketingsmedlemmers stemmefrihed.

De fleste lovforslag, som jeg har været med til at behandle i Folketinget, har givet regeringen vidtgående beføjelser, centraliseret magten og er gået direkte mod vores alles retssikkerhed. Der foregår netop nu en nedbrydning af det retssamfund og den demokratiske forståelse, som det har taget 200 år at opbygge.

Men arbejdet imod denne nedsmeltning kræver flere parlamentarikere. Ideen var, at Grønne Demokrater skulle danne rammen for dem.

IKKE I MÅL
Desværre må jeg dog også se i øjnene, at det bliver meget svært at nå i mål – hvis ikke umuligt. Grønne Demokrater har på nuværende tidspunkt knap 8000 bekræftede vælgererklæringer, og knap 3000 er igangsat, men mangler bekræftelse.

Problemet er, at vælgererklæringer udløber efter 18 måneder. For Grønne Demokraters vedkommende begynder de første 4-5000 vælgererklæringer at løbe ud, og så er det slut, for så skal vi nærmest begynde forfra, og følger vi det hidtidige tempo med vælgererklæringer, kan vi ikke nå det. Det virker derfor usandsynligt at Grønne Demokrater kan nå i mål med at blive opstillingsberettiget til næste Folketingsvalg.

Det er alligevel fantastisk, at vi er nået så langt, som vi er. Og det skyldes i høj grad alle jer, som har delt flyers ud, jer der har støttet økonomisk eller bidraget på anden vis, og selvfølgelig alle, der har sendt en vælgererklæring. Men det er desværre ikke nok.

Sammen med GD’s bestyrelse håbede jeg, at muligheden for at blive medlem af partiet samt beslutningen om at deltage i kommunal- og regionsrådsvalg kunne bidrage til at puste ild i processen med vælgererklæringer. Men vi modtog desværre uhyggeligt få ansøgninger fra potentielle lokalrådskandidater, hvorfor vi ikke kan stille op eller føre valgkamp på en ordentlig måde. Grønne Demokrater har derfor opgivet at stille op til dette års kommunal- og regionsrådsvalg.

SIDSTE CHANCE
Inden vi slukker helt for indsamlingen af vælgererklæringer, vil vi dog de næste tre måneder give alle en sidste chance for at:

  • Bekræfte din vælgererklæring. Måske er du en af dem, som ikke ved, at du ikke har bekræftet endnu – tjek din e-boks. Måske har du modtaget en besked om bekræftelse af vælgererklæring.
  • Igangsæt din vælgererklæring. Måske har du ikke fået gjort det endnu – det er nu, du skal gøre det.
  • Få dine kollegaer, venner og familie til at give en vælgererklæring. Der er knap 3.500 personer, der modtager dette nyhedsbrev. Så hvis alle får bare tre venner eller bekendte til at give en vælgererklæring, så er der faktisk en chance for at nå i mål.

Det er nu eller aldrig.

Du kan afgive din vælgererklæring her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *