Højesteret har i dag afgjort, at det var i orden, at en mand fra Pusherstreet fik fordoblet sin dobbeltstraf i en sag om handel med hash.
Manden skulle have haft to måneders fængsel for besiddelse af omkring 175 gram hash, som han ville sælge. Straffen kunne fordobles til fire måneder, fordi manden ifølge både byret og landsret var en del af den organiserede hashhandel på Christiania, hvilket i mange år har været en skærpende omstændighed ved strafudmålingen.
Men da manden blev taget dagen efter, at politiet havde udpeget området omkring Christiania som en såkaldt målrettet skærpet strafzone, blev straffen i by- og landsret yderligere forhøjet til otte måneder. Dobbelt dobbelt straf.
Den skærpede strafzone var i kraft fra 10. januar 2024 og et år frem. Den dobbelte straf ramte både sælgere og købere af euforiserende stoffer.
Det var manden så utilfreds med, at han søgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sagen prøvet ved Højesteret. Procesbevillingsnævnet gav tilladelse, men oplyser aldrig, hvorfor de giver lov til, at en sag kan prøves ved Højesteret. Tilladelsen i dette tilfælde kan meget vel begrundes i, at det er første gang, at en borger er blevet dømt i en sag, hvor straffen kan firedobles i forhold til den normale straf for en konkret forbrydelse.
Højesteret har altså i dag afgjort, at så længe det fremgår af loven, at en firedobling af straf er mulig, kan den også benyttes.
