Vibeke Sperlings bog om Rusland skuffer fælt. Den handler stort set ikke om russernes drømme, men om at fastholde Putin som Europas onde dæmon. Det kan der være gode grunde til, men så kan man nøjes med dagens aviser.

LÆST AF MIKKEL SCHOU

”Russernes drømme” hedder journalist Vibeke Sperlings bog »om det nye Ruslands selvforståelse – og Vestens misforståelser«.

Desværre handler den ikke om russernes drømme. Den handler om, hvorfor Putin er en farlig mand. Og så byder Sperling selv på en misforståelse allerede på side 55.

Et af Kremls argumenter for at annektere Krim var, at den russiske flådestation på halvøen ville være truet af et eventuelt ukrainsk medlemskab af NATO. Men det argument finder Sperling latterligt i og med, at USA’s flåde mestendels opererer i Stillehavet og Den Persiske Golf.

Man behøver vel ikke være militærstrateg for at vide, at en flådestation kan omringes, isoleres og angribes fra land.

Sperling er i det hele taget temmelig sløret, når det kommer til at beskrive den militære konfrontation, der spøger i Europas baggård.

Hun beklager, at opråbet i NATO om at opruste mod Rusland, kun var møntet på et forsvar af NATO-lande og ikke også Ukraine. Som hun skriver: »Foreløbig blev det kun til gavn for militærindustrien.«

Og selvom Sperling ikke forudser en krig lige om hjørnet, kan hun citere en pensioneret dansk brigadegeneral for, at konsekvensen af Ruslands annektering af Krim kan blive en atomar krig i Europa. Altså en konsekvens af russernes drømme om at blive taget alvorligt, som Sperling forklarer den udbredte accept i den russiske befolkning af annekteringen med.

Men alt dette vil ifølge Sperling ændre sig, når den russiske middelklasse har fået nok. Og det er den ved at have fået. Eller tværtimod, skal man tro Sperling. For Putins succes i hjemlandet hænger nemlig uløseligt sammen med, at han skabte en velnæret middelklasse. Og dens gevinster kan være truet af en økonomisk krise, som skyldes netop de imperiedrømme, som Putin skulle pleje, og som gennem vestlige sanktioner forsøges undertrykt.

En løsning på det dilemma, som også Sperling nævner, er at Rusland i stedet rykker tættere på Kina. Et scenario som næppe er i vestlig interesse på end ikke kort sigt.

Så hører det til gengæld til småtingsafdelingen, at Sperling omtaler kefir som russisk yoghurt, når nu den stammer fra Kaukasus.

Nej, værre er det, at Sperling også mener, at den russiske befolkning blot ligger under for styrets propaganda, når de mener, at Vesten er Rusland fjendtligt stemt. Man kunne også med lidt dramatisk overtone påstå, at Vesten bare er ude på at indlemme i al fald Ukraine i sit eget økonomiske system til egen fordel.

LIDT RUSSISK PROPAGANDA

Dette Europas største landbrugsland, som allerede Hitler havde i kikkerten som brødkammer, er gefundenes Fressen for vestlig agrokemisk industri. Sperling får dog nævnt Ukraines it-industri, der fordelagtigt er baseret på »billig, men højtuddannet arbejdskraft, der holder omkostningerne nede i forhold til internationale konkurrenter.«

Yes, ifølge Sperling skal EU bare skabe uafhængige russisksprogede medier til at imødegå løgnene fra Kreml. Ikke i form af »modpropaganda, men reel information«.

Sperlings bog indeholder ind i mellem brugbare fakta. Som journalist er den gennemgående stemme naturligvis hendes egen, og ikke, som hun skriver, en russers.

Sperling har ikke kunnet besøge Rusland i årevis på grund af sine artikler i Politiken. Denne bog bliver næppe hendes billet til endnu et besøg. Og det er en væsentlig skam, for selvfølgelig skal Rusland kunne dækkes af de journalister, der måtte have lyst. Også dem, der taler styret midt imod. At Kreml ikke deler den anskuelse, skyldes vel lige dele paranoia og realpolitik.

Tags: diktatur, forsvar, politik, Putin, Rusland