Købmagergade i København. Det er blevet mørkt efter Operation Dagsværk i denne uge. En flok politibetjente står rundt om en teenager, der ligger på knæ.

Af MIKKEL SCHOU

Ved den blå mandskabsvogn står endnu en betjent, som jeg kan spørge om, hvad der foregår:

”Vi er ved at give den unge mand en lærestreg”, siger han yderst veltilfreds.

”Nå, hvorfor det”, må jeg spørge.

”Fordi han har smidt glasskår, og det er forbudt. Så nu har vi bedt ham om at samle dem op.” Det lyser ud af betjenten, der er et par og tyve år gammel, at sådan skal loven overholdes.

”Det er da også ulovligt at tvinge ham til at samle glasskår op”, siger jeg så, hvilket får den unge betjent til at udbryde: ”Ha ha ha, kan du have en god aften…”

Hele optrinnet mindede mig om billederne af jøder i Tyskland i 30’erne, der tvinges af nazister til at rense fortov med en neglebørste. Jeg troede egentlig, at Københavns politi forbeholdt en sådan behandling christianitter og autonome, men det er altså alle steder vi nu skal være vidne til, at borgere udsættes for ydmygende og nedsættende magtanvendelse fra disse stats-rockere (som der er faldet dom for, at man godt må kalde politifolk).

Når man dagligt ser, hvordan politiet farer frem på Christiania i grupper på otte-ti stykker, anholde et ungt menneske, der ikke gør modstand, men alligevel lægges i håndjern bagfra, føres væk af to betjente, der begge vrider den anholdtes arme opad, så fristes man til at tale om bande-kriminalitet.

Det er ikke kun på Christiania, at borgere verbalt svines til af nervøse, men dog kåde politiskoleelever, mens en lidt ældre overordnet ser til i baggrunden. Politiets meningsløse, voldelige og fornærmende fremfærd sikrer ikke andet end et velfortjent had, der desværre er ligeså meningsløst og lidet konstruktivt. Men det er åbenlyst, at regeringen bakker op om et mere og mere ugleset politivæsen i hvis kram en almindelig borger er hjælpeløs. En sådan regering kalder vi i andre sammenhænge for fascistisk. Lad mig kalde det: Fascisme med et venligt ansigt.

Alle mulige tilskadekomster i politiets varetægt kan bortforklares ved en eller to betjentes forklaring om hvad de mener, de har set eller mener de tror. Det er befængt, det danske politi, og udgør en væsentlig fare for de borgere, der møder det. Demokratiet er i fare, når borgerne ikke længere kan stole på politiets hensigter og udsættes for vilkårlige anholdelser på for eksempel Christiania eller til en fodboldkamp. Som en betjent på Christiania forleden sagde, da hans fremfærd blev kritiseret af publikum:

”Jeg kan gøre hvad jeg vil.”

Til Georg Bush’s fødselsdag i København i sommer havde jeg selv den, flatterende vil nogle sige, oplevelse at blive sikkerhedsarresteret, fordi Københavns politi i endnu et anfald af bedrevidenhed mente, at jeg havde til hensigt at udføre et attentat mod USA’s præsident. I stedet for at udslette symbolet på vor tids korruption, menneskeforagt og materielle værdiforherligelse, måtte jeg pænt sidde i Vestre fængsel og følge begivenhederne på TV.

Efterfølgende blev jeg medtaget til ransagning af min bopæl. De to venlige kriminalbetjente forklarede mig, at man i min lejlighed ville lede efter sprængstof og skydevåben.

Der gik tre måneder inden sigtelsen blev frafaldet.

Så Københavns politi gør mig til terrorist. Ikke alene i deres opfattelse af min person, som jeg ikke kender grundlaget for, det er jo hemmeligt, men også fordi de uanstændige indgreb jeg oplever fra politiets side, mod mig selv såvel som mod andre, ikke efterlader mig noget valg. Jo, det skulle da lige være, som politibetjente så tit siger, når man påpeger deres lovovertrædelser i tjenesten:

”Du kan jo klage.”

Tags: politi