POLITI SKABER KAOS PÅ HOVEDBANEGÅRDEN
5. februar 2006
Massivt politiopbud skulle holde ro og orden til demonstration på Rådhuspladsen. Omkring klokken 13 mistede politiet overblikket og spærrede Københavns Hovedbanegård af. Mindst een demonstrant blev såret.
Af MIKKEL SCHOU
Omkring 200 (fortrinsvis muslimske) demonstranter samlede sig klokken 12 på Københavns Rådhusplads i protest mod, at SMS-beskeder havde opfordret til afbrænding af Koranen.
Ved 13-tiden blev der over megafon (på dansk) sagt, at man nu ville tage toget til Hillerød, hvor der klokken 14 skulle afholdes demonstration, som danske nazister havde indkaldt til.
Pludselig satte cirka 100 i løb fra Rådhuspladsen ned ad Vesterbrogade mod Hovedbanegården.
Politiet spærrede indgangen til Hovedbanegården af med køretøjer, så demonstranterne ikke kunne komme ind.
I frustration blev der kastet sne og is fra gaden mod politiets køretøjer.
Det lader til at være lederen af Københavns politis beredskabsafdeling, Bjarne Kristensen, der gav ordre til at kniplerne skulle trækkes og demonstranterne trænges væk.
Flix.dk ville gerne have en forklaring fra politiets talsmand, Flemming Steen Munch, der var på stedet.
Da talsmanden havde afsluttet et interview med en udenlandsk reporter, meddelte han, at han ikke ville udtale sig til flix-reporteren, idet “du repræsenterer ingen”.
Flix så een demonstrant med blod ned ad ansigtet. Hvis han er løbet ind i en politiknippel, er det åbenbart også ulovligt. I al fald var manden anholdt.
Efter nogle minutter var de fleste demonstranter kommet ind på Hovedbanegården. Og politiets ledelse på gaden diskuterede om politiet skulle følge med i S-toget til Hillerød.
Desværre kunne flix ikke få en forklaring på politiets tilsyneladende meningsløse taktik.
Politiet havde i forvejen betroet offentligheden, at der var udsigt til uroligheder.
Men at det var politiet selv der skulle skabe dem, havde de vist ikke meddelt på forhånd. Hvis der er en anden forklaring, er flix afskæret fra at formidle den.
DR-radioavisen oplyser klokken 14, at to blev anholdt. Til DR forklarer politiet, at demonstranterne ville i kontakt med nazi-sympatisører, der befandt sig på Hovedbanegården.
Det kunne Flemming Steen Munch jo bare have sagt til flix.