NY FRISTADS-AFTALE

VIDEO: I sidste uge sagde fællesskabet Christiania ja til at gå videre med en aftale med stat og kommune.

Det er en fornyelse af den såkaldte Tillægsaftale fra 2022.

Det ser ud til, at Christiania har fået sat kravet til almene boliger lidt ned. Nu er kravet ikke længere, at der bygges 15.000 etagemeter, men 10.000. I aftalen fra 2022 var kravet, at de nye boliger skulle ligge centralt i fristaden. Nu er der også åbnet op for, at der kan bygges på resten af Christiania.

Inden byggeriet går i gang, skal der laves en lokalplan med Københavns kommune. Den er nok først færdig om to-tre år. Til den tid kan Christiania sige nej, hvis planen ikke er god nok.

En del af aftalen er også, at Fonden Christiania køber hele voldanlægget, som fonden stadig lejer af staten. Det vil koste fonden 67 millioner kroner.

Pengene forventes at komme ind, når fonden sælger byggerettigheder til de almene boliger for omkring 120 millioner.

Indtil videre ønsker fællesskabet Christiania selv at oprette et boligselskab, der skal stå for de almene boliger. Hvordan Christiania vil finansiere det, står stadig lidt uklart.

Vi mødte en christianit, der ikke bryder sig om den normalisering, der har ramt fristaden, siden Fonden Christiania købte det meste af området i 2011.

Det kan være lidt forvirrende nogle gange, når der bliver sagt Christiania. Det er ikke altid klart, om der menes Fonden Christiania eller Fællesskabet Christiania. Det er fonden, der ejer Christiania. Fællesskabet Christiania er beboerne, der i princippet tager alle beslutninger i enighed, altså konsensus. Så når Fællesskabet siger ja til en aftale, er det groft sagt et ja til, at fonden kan indgå aftalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *