Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt sig ind i Socialdemokraterne.

Det har fået den tidligere SF’er Christine Antorini, der nu også er socialdemokrat, til at skrive i dagbladet Politiken, at Pernille måtte indrette sig efter sit nye parti.

Det har til gengæld fået TVflux til at skrive til Christine:

Kære Antorini,
jeg kan forstå, at du brokker dig, hvis forskningsministeren niver dig i numsen.

Men et tiltrængt los i den burde få dig til at se fremad (eller indad) i stedet for. Og Rosenkrantz-Theil oplever du jo åbenbart som et los.

Jeg har glemt, hvor mange kameler du selv måtte sluge for at gå fra SF til Socialdemokraterne.

Du har til gengæld glemt Grundlovens § 56, der siger, at folketingsmedlemmer ene er bundet ved deres overbevisning. Det er selvfølgelig en ubekvem paragraf, når der skal føres partipolitik.

Noget andet er så, hvad Rosenkranz-Theil kan bidrage med. Ikke for Socialdemokraternes skyld, men for resten af samfundet.

Måske er hun en af de få, der ikke lefler for sine vælgere. Eller hendes vælgere er en slags, der vil en forandring. En mærkbar én.

Kernevælgeren – middelklassens lønarbejder – skrider jo mere og mere til Venstre, der lover skattelettelser og mere forbrug. Er det virkelig dét Socialdemokraterne vil fortsætte med at konkurrere om.

Socialdemokraterne tør jo ikke for alvor fremlægge en politik, der tilgodeser miljøet, menneskers trivsel (udover den økonomiske) eller en værdig retspolitik for blot at nævne nogle områder, hvor Rosenkrantz-Theil, om det så skyldes hendes teenage-prægede opfattelse af, hvad der er muligt, tidligere har udtrykt sin vilje til at skære igennem bavlet og anvise en vej frem.

Frem mod et samfund baseret på frihed, lighed og (lad os kalde det) fællesskab. De tre værdier, som Antorini tilsyneladende betragter som et ligegyldigt levn fra den franske revolution.

Hvordan Rosenkrantz-Theil forestiller sig sine visioner gennemført, står tilbage at blive fuldt ud belyst.

Men hellere noget helt andet end et fortsat visionsløst Socialdemokrati, der i den nuværende finanskrise står på hovedet med forslag til, hvordan økonomien bliver på skinnerne – i stedet for at udnytte muligheden til en kursændring.

For Socialdemokraterne er arbejde (og økonomisk spekulation) stadig den eneste måde at fordele den fælles rigdom udfra.

Hvordan skal vi så nå frem til et samfund, hvor vi yder, fordi der er behov – og nyder, så meget det er muligt?

Hvor, vel at mærke, nydelse ikke er forbrug af kinesisk industri-junk, store biler og rejser til de varme lande.

De bedste hilsener fra chefredaktøren

Tags: forbrug, politik