Go to ...

22. juli 2024

BATTLE FIELDS


metro

Af MIKKEL SCHOU

Jeg tog metroen. Det havde jeg heller ikke prøvet før. Men det var også en usædvanlig mission på årets korteste dag. Så det passede fint, at rejsen startede i underverdenen.

Jeg skulle til Fields, det hellige forbrugermekka i en af hovedstadens afkroge. Nedstigningen foregik fra Nørreport station. På rulletrappen spurgte jeg en ung kvinde, om hun vidste, hvilken station, der var tættest på Fields. Det vidste hun ikke, men jeg skulle tage metroen til Vestamager, sagde hun. Bagfra kom en mand på rulletrappen og skubbede mig til side, mens han råbte: Keep to the right. Yes, tænkte jeg, kampen er gået i gang.

Min mission var at lodde stemningen blandt forbrugersamfundets stormtropper, sådan under cover.

På perronen stod en kvinde i efterlønsalderen med en rød vindjakke og belærte nogle rejsende om, hvor de skulle stå, så de ikke var i vejen for folk, der skulle ud af toget. Men hun var ikke metrostewardesse, som jeg først troede. Hun gav bare gode råd. I stedet spurgte jeg en yngre kvinde med to børn.
»Jeg har ikke kørt i tog i femten år. Hedder stationen ikke Fields?«, svarede hun.
Heldigvis var der endelig en, der vidste noget. Han var på min egen alder og temmelig uetnisk dansk at dømme efter hudfarven:
»Det er fire stationer herfra, Ørestad hedder den«, sagde han og pegede på et kort. Der var syv stationer fra Nørreport til Ørestad.

Folk gled let ud af metroen, og jeg gled ind. Først lukkede togets døre og så sikkerhedsdørene på perronen. Der var ingen vej tilbage, og sæderne var hårde. Toget strøg førerløst gennem den kolde jord rullet ind i beton, indtil det dukkede op på Islands Brygge. Videre ud over det forblæste og postfuturistiske Vestamager. DR-byen og arkitektegnede byrum omgivet af vindslidt og nedtrådt natur.

På Ørestad station er det bare at følge strømmen, der fører til Fields. Gennem svingdøren, og ind træder man i en verden, som findes mage til i Tel Aviv og lidt mindre i Næstved. Butikker i flere etager så langt øjet orker. Med det samme blev jeg mindet om forbrugersamfundets ofre. I et glasbur sad en ung og køn kvinde med en mikrofon og annoncerede:
»Emil på tre år er blevet væk. Emil er lyshåret. Hvis nogen har set ham…« Colatteral damage, tænkte jeg.

fields2

eg søgte efter pejlemærker, mens jeg vovede mig længere ind på slagmarken. En Barrista-cafe. Den kunne jeg få brug for senere som lazaret. Frontsoldaterne i Fields var ikke uniformerede, men pænt og lidt dyrt klædt. Det var kun mig, der var klædt som soldat i armyfarvet jakke og combat boots. Det var som om ingen forventede fjendtlig indtrængen på dette sted. Jeg luskede videre og fandt en rulletrappe til næste etage.

For enden dukkede jeg mig instinktivt. Jeg lod som om, jeg ikke havde set, at han havde set, at jeg havde set ham: Generalen over dem alle. Jeg gemte mig bag en søjle og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Det var finansministeren.

Bjarne Corydon sad på Joe and the Juice med frue og børn. Jeg listede hen til rulletrappen og kørte ned igen. Jeg var jo nærmest ubevæbnet. Men ikke frygtsom, så jeg kørte op igen. Fra rulletrappen gik jeg lige hen imod ministeren, satte mig ned og præsenterede mig. Om jeg måtte stille et spørgsmål.

»Det skal vist være kort«, siger fruen. Jeg kunne meddele fruen, at jeg kun havde et enkelt spørgsmål:
Bliver du mere optimistisk med hensyn til danskernes forbrugsvilje, når du færdes her?
»Det går da vist meget godt. Der var lang kø på parkeringspladsen, og det er da en lille indikator på, at det går i den rigtige retning«, siger Corydon.
Du har en tom indkøbsvogn stående..
»Vi er lige kommet, og så gælder det først om at få noget at spise«, siger ministeren.
Når man går rundt i Fields skulle man ikke tro, at der var nogen krise..
»Rigtig mange har haft mange penge gennem krisen. Men de holder på dem. De er jo bange for at miste deres job.«
Så det hele handler bare om, at vi skal bruge nogle flere penge?
Finansministeren blev lidt tom i blikket, og da svaret kom, fik jeg ikke skrevet det ned. Jeg sagde tak og rakte hånden ud til afsked. Den hånd han stak mig, var ikke en akademikers, men en brav landsoldats.

Fields var måske slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Men jeg trængte til en smøg og måtte gå uden for. Der stod en pige i alt for små sko uden strømper og særlig meget tøj på.
Du skal da have strømper på…
»Jeg har støvler, når jeg skal hjem. Det her er min uniform.«
Hun solgte heller ikke svovlstikker. Hun var kaffemaskinedemonstratrice, og hendes chef havde forbudt hende at fortælle om sit arbejde. Det måtte ikke en gang afsløres, hvilken gigantisk el-forretning, hun stod i. Jeg forsøgte at pumpe hende alligevel.

fields3

»Folk bruger penge, mange penge. Også når det ikke er jul. Jeg prioriterer at rejse. Jeg vil se, hvordan andre mennesker lever..«
Så kan du komme hjem og besøge mig..
»Haha, ja, det kunne være hyggeligt.«
Hun glemte at bede om mit telefonnummer og fortsatte bare:
»Jeg vil have nogle oplevelser, som jeg kan tænke tilbage på, når det hele er slut.«
Det var hendes cigaret nu, og hun skyndte sig ind i varmen.

Jeg fandt vejen tilbage til Barista og bestilte en kop ”traditioneltbrygget filterkaffe”. 24 kroner. Det er vist ikke så galt. Jeg satte mig ved siden af to mænd, der måtte være blandt forbrugersamfundets elitetropper.
Har I mærket noget til krisen?
»Ikke personligt. Jeg er ingeniør for et amerikansk firma, og der har jeg tidligere mærket en stor ordretilbagegang. Det har vendt de sidste to-tre år, men nu er der mere omtanke, når der skal bruges penge,« siger 39-årige Michael Hovvang.
Sammen med vennen Jesus kommer han af og til i Fields for at slappe af; gå rundt og nyde udbuddet af varer.
»Jeg kender mange, der køber et nyt tv, bare fordi de vil have et nyt. Jeg bruger hellere pengene på at rejse. Og da jeg fornylig havde indbrud, var mit 15 år gamle tv for tungt til, at tyvene gad slæbe det med«, griner ingeniøren.
Er det ikke et problem med vores store forbrug?
»Affaldsmængden er et problem. Vi skal satse på genanvendelse. Det bliver vi nødt til, fordi ressourcerne bliver brugt op. Men et menneske kan ikke undgå at forurene, hvis det skal leve«, siger han.
Vennen Jesus Chew er 35 år og kom til Danmark for fem år siden.
Hvordan mærker du forskellen på de to lande?
»Danmark er jo nærmest kommunistisk. Danskere har en høj levestandard på grund af deres arbejdsindsats. Og et godt velfærdssystem. I Mexico skal man have et arbejde for at få adgang til sundhedsvæsnet«, siger han, hvis forfader var kineser.
»Med min universitetsuddannelse ville jeg få en dårligere løn i Mexico end her. I det samme job. I Mexico er meget få meget rige, og rigtig mange er fattige. Her er det omvendt«, siger han.

metro4

Den tænker jeg lige over. Noget med, at få har for meget og færre for lidt, tror jeg. Det går op for mig, at i Danmark er værnepligten erstattet af forbrugspligten. Jeg må spørge de næste, om de ofrer sig for fædrelandet. Det er Ulrik og Lone fra Nordsjælland, der er omkring de fyrre.
»Krisen påvirker os ikke. Men vi har kunnet mærke det hos de arbejdsgivere, vi har,« siger Ulrik.
»Jeg er lastbilchauffør, og vognmændene er selv med til at dumpe priserne. Men vi har ikke sat os hårdere end, at vi kan klare os med dagpenge.«
Men hvis vi skal forbruge os ud af krisen, er I så med til det?
»Jeg synes, vi er gode forbrugere«, siger Lone og kigger over på Ulrik, der ikke siger noget, selvom han vist havde lyst.

Nu har jeg snust rundt i Fields i tre timer og vil hjem. Jeg har ikke købt andet end en kop kaffe. Og en lotto-kupon, for jeg vil også være eliteforbruger og kæmpe for Danmarks ære. Og lyshårede Emil på tre år? Hvis han ikke snart dukker op, havner han vel på listen over missing in action.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Debat