Go to ...

22. juli 2024

INTET NYT FRA BESÆTTELSEN


”Den danske samarbejdspolitik var kendt allerede under besættelsen. Det var jo derfor, at modstandsbevægelsen øvede sabotage mod de danske virksomheder, der blandt andet leverede krigsmateriel til Tyskland,” siger dr.phil. i historie, Bo Lidegaard.

Af Mikkel Schou

”Det nye ligger i detaljerne om, hvor langt regeringen var villig til at gå i samarbejdet. Det er muligt at det er nyt for de yngre generationer og så siger journalisterne: Det har vi aldrig hørt før og historien bliver slået stort op.”

Danmark kom gennem den tyske besættelse 1940-45 med æren i behold. Det har de fleste danskere ment siden.

Men i 1992 fik Danmark en arkivlov og dermed blev der åbnet op for skriftlige kilder, der ikke før var tilgængelige. Det har historikere og journalister benyttet sig af. Og siden er det glansbilled-agtige indtryk af dansk modstand mod nazisterne blevet mere grumset.

Historien skifter
” Vores opfattelse af besættelseshistorien er som et pendul,” siger Bo Lidegaard.

”Efter besættelsen var opfattelsen, at alle danskere havde kæmpet mod nazismen, og de første generationer af historikere var mest optaget af modstandsbevægelsen. Så i 70’erne begyndte historikerne at blive mere kritiske. Og nu er vi der ude, hvor alle danskere var nazister eller i al fald samarbejdet med tyskerne. Man kan forestille sig, at pendulet vil standse ved den opfattelse, at vi handlede så godt vi kunne udfra nogle særlige omstændigheder. Ikke særlig glorværdigt eller heltemodigt, men fordi vi var under pres og måtte overleve,” siger Bo Lidegaard, der nu er ansat som historiker i Udenrigsministeriet.

Siden slutningen af 1990’erne er der udkommet bøger og artikler, der har rokket ved opfattelsen af den danske politik, særlig i de første år af besættelsen. Den danske regering var blandt andet ansvarlig for at industri- og landbrugsproduktionen gik til Tyskland, at Frikorps Danmark blev tilladt og sendte danske frivillige i krig mod Sovjetunionen.

Og at dansk erhvervsliv i stor stil samarbejdede med den tyske krigsindustri både herhjemme og i udlandet. At danske arbejdsløse af regeringen blev opfordret til at søge arbejde i Tyskland og fik inddraget deres understøttelse, hvis de ikke ville. Dermed var Danmark, under tvang eller ej, med til at få nazisternes krigsmaskine til at fungere.

Fortielsen
”Samarbejdet med tyskerne var fornuftigt set i forhold til de muligheder der var, siger professor i historie ved Roskilde Universitet,” Claus Bryld.

”Det var jo derfor Danmark gik så smertefrit gennem besættelsen. Men efter befrielsen påstod politikerne at de hele tiden havde arbejdet udfra en allieret sejr. At de samarbejdede med tyskerne for at trække tiden ud. Det viser Steen Andersens bog nu, at de ikke gjorde (Steen Andersens ”Danmark i det tyske storrum” er omtalt på flix). Tværtimod forsøgte regeringen og erhvervslivet at få mest muligt økonomisk ud af situationen under tyskerne, og det gør fortielsen efter besættelsen forargelig,” mener Claus Bryld.

På grund af Danmarks stilling var de allierede i tvivl om, hvorvidt landet skulle betragtes som en fjende. Efter befrielsen mente den sovjetiske regering, at Danmark skulle behandles som en af Tysklands kampfæller.

Kun efter britisk pres og først i august 1945 blev Danmark anerkendt som en allieret. Det kan ifølge Claus Bryld være en af grundene til at regeringen forsøgte at fortie samarbejdet og fokuserede på modstandsbevægelsen.

”Det hele burde være lagt frem lige efter besættelsen, mener Claus Bryld. Især alle de ting som den danske regering gjorde frivilligt og på eget initiativ. Ikke for at straffe nogen, men simpelthen for at få tingene gennemlyst og afmystificeret. Der var nok ikke noget egentligt alternativ til samarbejdspolitiken, men det ser ud som om politikerne var ligeglade med demokratiet, sålænge de kunne holde samfundet i gang. Også på tyskernes betingelser.”

Til det siger Bo Lidegaard:

”Man er nødt til at se det i sammenhæng. Landet var jo besat. Tyskerne kunne så let som ingenting have afsat den danske regering, hvis den ikke samarbejdede.”

En ny historie
Gennem de seneste ti år har yngre historikere kastet nyt lys på Danmark under besættelsen. Men det har været special-studier, der detaljeret beskriver forskellige emner: Tyskerpigerne, de frivillige på Østfronten, sortbørshandel, dansk erhvervslivs og politikernes samarbejde med tyskerne.

”Vi mangler stadig en moderne, samlet og gennemarbejdet historie om besættelsen, siger Claus Bryld. Og den kommer måske snart med den nye generation af historikere, der ikke har noget i klemme. Deres forældre var ikke involveret og så er de selv mere politisk uafhængige og derfor mere kritiske. Men også blandt unge mennesker i dag, tror jeg der et behov for at se Danmark som noget særligt, som et land der stod sammen i kampen mod nazismen.”

Murens fald og Østeuropas befrielse fra det kommunistiske diktatur har også haft en indflydelse på de yngre historikere, mener Bo Lidegaard:

”Vores egen opfattelse af fortiden er afhængig af vores nutidige interesser. Nu er der fokus på en ideologisk udenrigspolitik efter Murens fald. Der er dermed en tendens til ikke kun at se på hvad der var muligt under besættelsen, men også hvad man burde have gjort. Hver ny generation skaber sin historieopfattelse,” siger Bo Lidegaard.

Romantik og realisme
Historikerne bliver nok ikke enige foreløbig om, hvorvidt den danske samarbejdspolitik var nødvendig og nyttig eller ligefrem skammelig. For Claus Bryld er det vigtigt, at betragte tiden ud fra den måde folk dengang så den.

Men overordnet mener han, at erhvervslivet tog for mange initiativer som regeringen godkendte, og som udover at holde økonomien i gang også bidrog til den tyske krigsmaskine. Og så var den økonomiske samarbejdspolitik i det hele taget unødvendig vidtgående, ikke mindst på grund af nogle meget ivrige embedsmænd i Udenrigsministeriet.

”Lidt romantisk kan man sige, at det rigtige danskerne moralsk og politisk skulle have gjort, var at udvise civil ulydighed, siger Claus Bryld. Det havde været risikabelt, men havde set bedre ud. Det er den eneste mulighed et lille land har, når det ikke kan modsætte sig militært. Men det kræver et højt bevidshedsniveau og danskerne var vel ikke modne til det. Så det endte ikke med at modstandsbevægelsen vandt en militær sejr, modstandsbevægelsen vandt fordi tyskerne tabte krigen.”

Bo Lidegaard mener derimod at enhver modstand var nyttesløs:

”Vi handlede udfra de betingelser som en besættelse sætter. Det er ikke særligt romantisk, men sådan gjorde man også i de andre lande, som Tyskland holdt besat,” siger Bo Lidegaard.

Gengivet fra Danmarksposten juni 2003. Bo Lidegaard er igen aktuel med værket ”Kampen om Danmark 1933-1945”, der udkom på Gyldendal i april 2005.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER