Go to ...
RSS Feed

HUSK AT DU SKAL DØ…


Sagde romerne. Husk at du skal leve, sagde danskernes Piet Hein.

Med en hældning til det sidste lægger Søren Ulrik Thomsen sig lunt i svinget. Eller skal vi sige, ud for Store Kongensgade nr. 23, som hans seneste udgivelse, et essay, hedder. Adressen, der i puberteten reddede forfatteren væk fra den tågede provins på Stevns, da familien flyttede til den levende og neonkulørte hovedstad.

Dér, hvor en generation nu nikker genkendende til fællesskaberne, der opstod på skibsbriksene i de stearinoplyste teenageværelser. Byen, hvor han stadig bor, men ikke længere kender navnene på koncertplakaterne. Og har nået endnu et skelsår:

Pensionsalderen. Frygten for alderdom og død, der holdes på afstand med forventningen om, at der i morgen er endnu en skøn dag fuld af muligheder, selvom det ikke varer længe, inden der ingen er at dele den med, fordi vennerne snart er gået i forvejen. Nu er hans mor her pludselig ikke længere. Og det er påskuddet for hans hudløse refleksioner over livets skrøbelighed og årenes vekslende fremdrift.

Ikke mærkeligt, at Søren Ulrik Thomsens foretrukne årstid er efteråret. Den søde melankoli, der søger indad uden at forlade dét, der er udenfor. Absolut ikke indespærringen i en totalskadet krop, der er ramt af en hjerneblødning. Eller depressionen, som mærkede ham som ganske ung. Ikke hans egen tunge og håbløse tilstand, men hans mors.

Morens depression, der varede i syv år, som hun kom sig over, men først nu er mulig at beskrive for ikke at krænke hendes blufærdighed og naturlige behov for at undgå stigmatisering.

For i sin sammenbidte og dog elegante skildring af morens behandlingsforløb med voldsom psykofarmaka og elektrochok levner Thomsen ikke megen plads til overs for ros til behandlerne. Ikke før moren møder en psykiater, der lytter til hende og får hende trappet helt ud af medicinen, så hun kan genoptage sit arbejde og leve endnu 40 år, selvom tidligere behandlere erklærede, at hun aldrig ville komme sig.

Man fornemmer, at Thomsen først med digtekunsten som værktøj kommer helt tæt på sin mor under den sidste tid på plejehjemmet. Som Thomsen heller ikke omtaler i et flatterende skær. Denne endestation, hvor den logerende skatteborger tildeles et afmålt stykke kage i madsalen og hvor ingen bemærker og lindrer det stigende kropslige forfald, som andet end et punkt på en skemaopdelt arbejdsdag.

Og angsten, som han selv blev ramt af som ung. Indtil han mødte den rette behandler og gik i psykoanalyse en gang om ugen. Så det er ud fra egen erfaring, snusfornuft og læsning af videnskabelige artikler, at han erklærer, at med skridtet væk fra samtalen, som var Freuds grundlæggende redskab i den moderne psykologi, trådte man i begyndelsen af 1900-tallet ind i psykiatriens Middelalder.

Vi ser torturinstrumenterne for os. En modig kritik på bunden af en letflydende litterær strøm.

Kødet sidder endnu fast på hans knogler. Otiummets fremstrakte frugter frister. Og som en anden Eva vil han sikkert falde i. Det gør vi vel alle. Til sidst. Vi ses på hjemmet og fyrer den af. Krudtet er jo tørt endnu, Thomsen.

ANMELDT AF MIKKEL SCHOU

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR