Go to ...

14. juli 2024

DET TYSKE SÅR


Først i 2006 under VM i fodbold i Tyskland blev det tyske flag siden anden verdenskrig brugt med en stolthed, der ikke blev forbundet med en uheldig og gammelkendt nationalisme.

I bogen “Arven efter Hitler” gennemgår den norske forsker Anette H. Storeide Tysklands langvarige opgør med nazismen.

Det er en tankevækkende bog om en nation, der satte Europa i brand, men så sig selv som offer, da det hele var forbi.

arven111

Bogen er udkommet på Informations forlag og er her læst af Mikkel Schou

Tysklands moderne historie er kompliceret og delt. Både mentalt og fysisk.

I “Arven efter Hitler” gennemgår Anette H. Storeide Tysklands opgør med sig selv efter anden verdenskrig. Hun benytter et alsidigt kildemateriale og enkelte vidneskildringer fra både krigen og genforeningen mellem de to Tysklande i 1989.

Også anekdoter er der blevet plads til. Ikke mindst om forholdet mellem den kommende vesttyske kansler Willy Brandt – der om nogen personificerer et opgør med nazismen og respekt for dens ofre – og den kommende østtyske spion- og Stasichef Markus Wolf. De dækkede begge retsopgøret mod den nazistiske ledelse i Nùrnberg i 1945 som journalister.

I Vesttyskland blev nazifortiden forsøgt nedtonet og opmærksomheden rettet på en genopbygning af landet, som havde lidt et nederlag.

I Østtyskland var der tale en sejr: Sovjetunionens sejr over fascismen. DDR-staten byggede sin identitet på den kommunistiske modstandskamp mod nazismen. I den kolde krigs retorik blev Vesttyskland fremstillet som en fortsættelse af Hitler-Tyskland, fordi der ikke kom et grundigt opgør med nazismen.

Vesttyskland betragtede Østtyskland som et fortsat diktatur med et et-parti-system.

Nazismens ofre
Mens man i DDR fokuserede på sejren over fascismen blev ofrene trængt i baggrunden. Staten ville ikke dyrke en offer-kultur, men en sejrs-kultur, der kunne legitimere det nye kommunistiske styre.

Det er Anette H. Storeides konklusion. Ligesom hun mener, at ofrene i Vesttyskland snart blev tyskerne selv, der led under fordrivelse ved krigens slutning – mellem 12 og 14 millioner tyskere blev fordrevet fra tidligere tyske områder. Dermed faldt nazismens ofre i baggrunden: Jøder, kommunister, homoseksuelle og mange andre “afvigere”.

Berlin fik et mindesmærke for jødernes lidelser i 2005, men da havde det også været planlagt i 16 år.

Efter genforeningen af de to Tysklande i 1989 blev nye ofre aktuelle. Nemlig dem, der havde lidt under det kommunistiske regime i DDR.

Tysklands moderne historie er, når man læser “Arven efter Hitler” en lang fortælling om, hvem der er de vigtigste ofre for landets politik.

Både Øst- og Vesttyskland oplevede i 1980’erne en opblomstring af højreradikale grupper og den fortsatte i 1990’erne i det forenede Tyskland.

Den afsluttede historie
Tyskland har siden krigens slutning flere gang forsøgt at sætte en streg i sandet: Nu er opgøret med nazismen overstået. Men det er hele tiden kommet til nye opgør, som man kan læse i “Arven efter Hitler”.

Nu er de sidste ofre og gerningsmænd snart væk. Anette H. Storeide lader det til sidst stå åbent for læseren, om nazismen er et overstået kapitel i historien, eller om det stadig er noget vi skal beskæftige os med.

I modsætning til Tyskland, der har forsøgt at gøre op med fortiden, peger Storeide på de to lande Japan og Italien med en tilsvarende fascistisk forhistorie, som i de pågældende lande stort set er blevet fortiet.

I en få år gammel meningsmåling i Tyskland fortæller 50 procent, at de mener, at deres familier havde en negativ indstilling til nazismen. 60 procent mener, at tyskerne led under verdenskrigen og lige så mange mener, at det nazistiske samfund også havde gode sider – for eksempel et fællesskab.

“Arven efter Hitler” leverer en overbevisende beskrivelse af både den officielle og den menige måde Tyskland har forholdt sig til sin egen nærmeste fortid på. Anette H. Storeide holder mange bolde i luften samtidig. Herunder også, hvordan den vesttyske terrorisme i 1970’erne og studenteroprørene i 1960’erne i Vesttyskland hang sammen med det ufuldstændige opgør med nazismen.

Særlig interessant er Storeides påvisning af, hvordan de utvivlsomt store lidelser tyskerne selv blev ramt af – fordrivelser, terrorbombninger og i det østlige Tyskland massevoldtægt begået af sovjetiske styrker – af tyskerne selv ikke sættes i sammenhæng med Tysklands egen rolle som iværksætter af angrebskrige, masseudryddelse og imperialistisk/ideologisk undertrykkelse.

Først i 1970’erne betalte Vesttyskland erstatning til staten Israel for jødeforfølgelserne. Østtyskland vedkendte sig aldrig den gæld – den måtte det fascistiske Vesttyskland, som Hitler’s sande arvtager stå for, mente man i DDR.

Efter læsningen af “Arven efter Hitler” er man lidt i tvivl om, hvorvidt det tyske sår er helet helt. Og man rystes over de i visse kredse stadig gældende opfattelser af, at tyskere, der gjorde modstand mod nazisterne, var landsforrædere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR