Go to ...

22. juli 2024

DØRENE LUKKES IGEN I PUSHERSTREET-SAG


76 personer er tiltalt i forbindelse med hash-handel på Christiania. De skulle alle i denne uge have deres varetægtsfængsling forlænget i Københavns byret. Men for syv af dem valgte dommeren, at det skulle foregå for lukkede døre. De syv er tiltalt for at stå for levering af hash til fristaden.

Af MIKKEL SCHOU

I denne uge blev dørene lukket op i sagerne mod den organiserede hash-handel på Christiania. 76 personer har siddet varetægtsfængslet siden den 13. marts i år, hvor politiet gennemførte en stor anholdelsesaktion i København og på det øvrige Sjælland.

Københavns politi har delt efterforskningen op i to dele. Den direkte handel i Pusherstreet i Christiania og så levering af hash til fristaden.

I sagerne mod de formodede hash-handlere blev alle de tiltalte fremstillet i Københavns byret for at få forlænget varetægtsfængslingen. Det foregik for første gang for åbne døre, og alle fik de forlænget varetægtsfængslingen.

politi byret
Politiet bevogter Københavns byret under fristforlængelserne

Forbindelsen til HA
Men da syv personer, som politiet mener er involveret i at levere hashen til Christiania, torsdag blev fremstillet i byretten, forlangte anklageren, at dørene blev lukket.

Anklager Stine Winther mente, at sagerne om de formodede bagmænd var mere komplicerede, end sagerne mod pusherne på Christiania. Desuden, hævdede anklageren, var efterforskningen mod de formodede bagmænd ikke afsluttet. Blandt andet manglede politiet at afhøre en kæreste til en af de tiltalte.

Det var i øvrigt kun to af de syv tiltalte, der mødte frem i retten torsdag. De andre havde skriftligt meddelt, at de accepterede en forlængelse af varetægtsfængslingen.

Trods protest fra forsvarerne og TVflux valgte dommer Knud Erik Schmidt at lukke dørene. Han gav anklageren ret i, at denne del af sagen ikke kunne sammenlignes med de øvrige, hvor dørene var blevet lukket op.

»Sagen er mere kompliceret end den mod pusherne. Og der må tages hensyn til politiets efterforskning«, sagde dommeren efter at have gransket i sine papirer i fem minutter.

Det er politiets opfattelse, at rockergruppen Hells Angels (HA) er involveret i hash-handelen på Christiania.

Det kom derfor som en overraskelse, at to fuldgyldige medlemmer af HA blev løsladt af politiet i sidste uge. Ifølge TVflux’s oplysninger er de stadig sigtet i sagen. Men i den del af sagen, der handler om handelen i Pusherstreet.

Blandt de syv, der er tiltalt for at levere hashen, skulle der ifølge TVflux’s oplysninger netop være en forbindelse til HA.

Største indsats mod Pusherstreet
Politiaktionen den 13. marts i år er det hidtil mest omfattende slag mod hash-handelen på Christiania.

Den næststørste foregik for ti år siden. I marts 2004 foretog politiet 37 anholdelser af personer, der efterfølgende blev idømt årelange fængselsstraffe for at handle med hash, hjælpe til eller være del af et vagtværn.

Denne gang har politiet så også valgt at tiltale syv personer for at være ansvarlig for selve leveringen af hash til fristaden. Det har politiet tidligere enten ikke formået at kunne bevise, eller har undladt den del af efterforskningen, fordi den var for besværlig.

Forud for politiaktionen i 2004 var gået halvandet års efterforskning, hvor Pusherstreet blandt andet var blevet video-filmet med skjulte kameraer.

Siden da er overvågningsteknologien blevet endnu bedre. Det er i denne uge kommet frem på retsmøder i sagerne, at politiet igen har brugt skjult kamera installeret i Pusherstreet. Men politiet har også med skjult kamera filmet, at civile politibetjente køber hash. Det blev desuden omtalt i Københavns byret onsdag, at en af de tiltalte var blevet aflyttet i både sin lejlighed og i sin bil.

Politiets bevismateriale er derudover telefonaflytninger og såkaldte masteoplysninger. Det vil sige, at politiet kan bevise, at den tiltalte har haft sin mobiltelefon tændt i et bestemt tidsrum i en bestemt afstand af Christiania.

En eventuel straf mod de tiltalte udmåles efter mængden af hash, som politiet mener, den tiltalte har solgt. I sagerne fra 2004 anerkendte Københavns byret og senere Østre Landsret politiets skøn over hashhandlen.

Den gang mente politiet, at hver handel fra en af boderne i Pusherstreet var på mindst tre gram hash. Det blev anslået, at pusherne var på arbejde 11 timer ad gangen. Ud fra overvågning kunne politiet også anslå, hvor mange handler, der var i timen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER