Go to ...

SOMALISKE SØRØVERE FOR DANSK DOMMER


Formodede pirater i Aden-bugten kræves varetægtsfængslet i København.

Hvis de fiindes skyldige i forsøg på at kapre et dansk skab kan de dømmes til fængsel på livstid.

Af Mikkel Schou for politiken.dk

For første gang i moderne tid har en dansk ret fået en sag om pirateri.

Danske flådefartøjer har tidligere fanget pirater, men uden at Danmark har forsøgt at straffe dem.

Denne gang drejer det sig om et dansk skib, der blev forsøgt kapret. Og så gælder dansk lovgivning.

Sagen drejer sig om seks formodede pirater i Aden-bugten, der blev fanget af mandskabet på det danske flådefartøj ‘Esbern Snare’ for mindre end en uge siden.

Og dagen efter blev de alle seks varetægtsfængslet i København in absentia (det vil sige uden at være til stede).

De er mistænkt for at ville kapre det danske skib ‘Elly Mærsk’.

Dansk lov gælder
Og selvom forsøget på at kapre det danske skib skete i internationalt farvand, er det dansk lovgivning, der gælder.

»Der er flere paragraffer i dansk straffelov, der handler om kapring af danske skibe. Og de gælder også i internationalt farvand«, siger Lars Plum fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager til politiken.dk.

Helt tilbage fra 1600-tallet har der været international enighed om, at alle kan bekæmpe pirateri. Det samme fremgår af FN’s konventioner.

»Københavns byret har ment, at der var begrundet mistanke om, at de seks personer ville kapre ‘Elly Mærsk’. Det er måden, de nærmede sig skibet på, at de ingen fiskeredskaber havde med, og at de smed ting over bord inden tilfangetagelsen«, siger Lars Plum.

Varetægtsfængslingen af de seks blev kæret til Østre Landsret af en beskikket forsvarer. Indtil der kommer en afgørelse fra landsretten forbliver de mistænkte ombord på ‘Esbern Snare’.

Mange pirater gået fri
Dansk politi er gået i gang med en efterforskning af sagen. Hvis det viser sig, at der er materiale nok til at rejse en tiltale, skal de danske myndigheder overveje om sagen skal gennemføre i Danmark. Her risikerer de fængsel på livstid.

Som udgangspunkt er det ikke en politisk beslutning, om pirateri skal retsforfølges. Men de vestlige lande har været tilbageholdende med at starte sager og i stedet forsøgt at få lande i området, for eksempel Kenya, til at føre sagerne.

Det siger lektor i international strafferet ved SDU, Birgitte Feldtmann.

»Det er en fornuftig udvikling, at Danmark gør noget. Det har været et svært punkt i indsatsen mod pirateri, at man ikke har været sikker på, hvordan man ville retsforfølge forbryderne«, siger hun til politiken.dk.

Ofte slipper de pågrebne pirater for tiltale. Mellem 65 og 70 procent af formodede pirater bliver frigivet, når deres våben er blevet konfiskeret, ifølge Birgitte Feldtmann.

Holland, Tyskland og USA kører for tiden sager mod formodede pirater.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Terror