Go to ...

19. marts 2024

SAGSBEHANDLER DØMT FOR AT BRYDE TAVSHEDSPLIGT


Bitten Vivi Jensen blev i dag i Frederiksberg ret idømt 10 dagbøder af 500 kroner og skal betale sagens omkostninger. Hun havde ifølge retten overtrådt straffelovens § 153.

Som sagsbehandler i Frederiksberg kommune var hun vidne til, hvad hun mente, var ulovligheder i sager om førtidspension. Derfor tog hun omkring 90 sager med hjem for at dokumentere problemet.

Det var en del af hendes job at arbejde med sagerne hjemme. Men da hun blev fyret, beholdt hun sagerne, som hun gav videre til en journalist på dagbladet Information.

Information skrev derpå en artikel, som handlede om en borger, der var blevet nægtet førtidspension. Selvom manden var blevet anonymiseret, anmeldte Frederiksberg kommune Bitten Vivi Jensen, fordi man mente, at manden kunne genkendes.

Retten mente derfor, at Bitten Vivi Jensen havde brudt sin tavshedspligt. Retten mente heller ikke, at hun lovligt kunne beholde de mange sagsakter efter, at hun var blevet fyret.

Anklageren havde begæret en fængselsstraf, fordi det var en skærpende omstændighed, at det drejede sig om så mange personsager, hvor borgerne kunne lide skade ved, at informationerne om dem kom frem. Men det mente retten ikke, at der havde været risiko for.

Inden dommen havde Bitten Vivi Jensen haft det sidste ord:

»Det var chokerende at se også raske mennesker blive syge af at møde systemet. Det har jeg protesteret imod.«

Ved domsafsigelsen sagde dommeren, at det var lykkedes Bitten Vivi Jensen at skabe debat om sagsbehandlingen i Frederiksberg kommune. Men dommeren mente ikke, at det havde været nødvendigt at tage sagsakterne med hjem.

Og selvom det lykkedes at skabe debat, var det ikke lykkedes Bitten Vivi Jensen at dokumentere nogle ulovligheder i Frederiksberg kommune, mente retten.

Eneste formildende omstændighed fandt retten i, at sagen havde været mere end to år undervejs.

Bitten Vivi Jensen vil anke dommen. Men da bøden trods alt er så lille, kan den som udgangspunkt ikke ankes. Det vil kræve tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Men den skal nok komme, mener forsvareren i sagen Mads Pramming:

»Jeg er optimistisk omkring muligheden for at anke. Sagen er principiel«, siger han.

Under sin procedure sagde Mads Pramming, at hvis Bitten Vivi Jensen blev dømt, ville det kunne afskrække andre offentligt ansatte fra at fortælle om problemer på deres arbejdsplads.

AF MIKKEL SCHOU

Tags:

3 Responses “SAGSBEHANDLER DØMT FOR AT BRYDE TAVSHEDSPLIGT”

  1. Hemming Remme
    6. februar 2020 at 3:58 pm

    KLASSEJUSTITSEN har dømt

  2. 6. februar 2020 at 10:11 am

    Jeg syntes også det er ulovligt at gøre så dan noget og så noget personligt som dokumenter skal der ikke tages med hjem det skal være der hvor det høre hjemme og det er på jobcenteret og ikke til at tage med hjem og det skal være ulovligt at kunne fjerne indholdet på dokumenter fra sags mapper skal være låst inde i et skab for ikke at falde i de forkerte hænder.
    Hun har brugt det til at mod bevise tingene omkring sagen og da hun blev fyret fra hendes arbejde skulle hun have afleveret dem tilbage da hun ikke må have sådan noget liggende hjemme nu hvor hun ikke længe er stat ansat og der for syntes jeg at hun skal ind i fængsel for lov overtrædelse.

  3. 6. februar 2020 at 2:22 am

    Justitsmord for at dække over kommunens ulovlige groteske sagsbehandlinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER