Go to ...

19. marts 2024

ROJ-TV ANKER DOM


13.01.12  ROJ TV vil fortsætte som hidtil. Ugens dom bliver anket.

På et pressemøde i dag langede forsvareren ud efter pressen og justitsministeren.

Af Mikkel Schou

ROJ TV anker dommen i denne uge, hvor tv-stationen blev kendt skyldig i at fremme en terrorbevægelses interesser. Men da dommen ankes, kan ROJ TV foreløbig fortsætte som før.

»Finansieringen af ROJ TV fortsætter som før, nemlig ved indsamling blandt kurdere«, sagde ROJ TV-direktør Imdat Yilmaz på et pressemøde i dag.

Københavns byret mener ellers, at det er bevist, at ROJ TV er finansieret af den kurdiske separatistbevægelse PKK, som i Tyrkiet, EU og USA opfattes som en terrorbevægelse.

Men det er af en grundene til at dommen ankes, forklarede forsvareren Bjørn Elmquist i dag:

»Vi anker til frifindelse i alle anklagepunkter. Retsagen har været usædvanlig. Jeg har aldrig oplevet at få afvist meget i min bevisførelse. Vi kunne ikke forklare situationen i Tyrkiet og om forskellen på at lave tv i Danmark og Tyrkiet«, sagde Elmquist.

Presse- og ytringsfrihed
Og så håbede Bjørn Elmquist, at medierne ville være mere tilstede, når sagen gentages i Østre Landsret.

Heller ikke justitsminister Morten Bødskov slap for en bemærkning. Justitsministeren meldte efter dommen ud, at loven må laves om, hvis et medie ikke kan stoppes i at opfordre til terror.

»Det er så langt ude med sådan en uvidenhed. Selvfølgelig skal skal medier lukkes, hvis de opfordrer til terror. Men det er ROJ TV heller ikke dømt for. Dommen lyder på at fremme en terrorbevægelses interesser«, sagde Elmquist.

Som en understregning af vigtigheden af ROJ TV kunne Elmquist nævne en begivenhed i det østlige Tyrkiet den 29. december sidste år. Da dræbte tyrkisk militær ved et luftangreb 35 civile personer.

Det var ROJ TV, der først bragte nyheden. Og i dagene efter kom andre medier på historien, der først af Tyrkiet blev forklaret med, at det var et angreb på terrorister. Da andre medier end ROJ TV borede i sagen, kom det frem, at de dræbte var civile smuglere.

ROJ TV ses af omkring 30 millioner seere i Europa og Mellemøsten.

»Sagen handler om presse- og ytringsfrihed«, sagde Bjørn Elmquist.

Se en liste over de 95 journalister, der er fængslet i Tyrkiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From ROJ TV