Go to ...

RADIKALISERING ELLER DÆMONISERING ?


14.10.09   Det minder mere om sindelagskontrol end forebyggelse af terror, når lærere og pædagoger skal spotte unge, der er i fare for radikalisering.

Det mener kultursociolog Christian Horst, der hellere vil se på børn og unges faktiske problemer.

Af Mikkel Schou, for dagbladet Information

Københavns kommune tilbyder lærere og pædagoger hjælp, hvis de støder på børn og unge, der viser tegn på religiøs eller politisk radikalisering.

Men det kan ende i unødvendig mistænkeliggørelse.

»Hvem går upåvirket gennem ungdommens radikale fristelser«, spørger Christian Horst, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU.

»De, der havde Che Guevara hængende på væggen i 60’erne – var det potentielle terrorister?«

Det rejser flere spørgsmål end det giver svar, når man vil undersøge børn og unges risiko for at blive radikaliseret.

»Selvfølgelig skal vi bekymre os om terror, men jeg kan ikke se, at problemet er så stort, at vores skolepolitik og socialpædagogik skal styres af sikkerhedspolitik.«

Tværtimod opstår der en anden risiko.

»Det er ved at være sådan, at forskellen mellem bare at sympatisere med et radikaliseret politisk mål og med den faktiske parathed til at opnå det mål, udviskes.«

Står det til Christian Horst, er det derfor en forkert angrebsvinkel, som for eksempel Københavns kommune anlægger. I endnu et tiltag i sidste måned tilbydes lærere og pædagoger hjælp til at holde øje med tendenser til radikalisering, forsøge at tale de unge til rette og anmelde, hvad der ses som konkrete trusler til politiet.

»Tidligere greb man til social intervention, når der var et empirisk grundlag, eller problemet havde nået et vist omfang. Nu vil man i stedet præventivt lede efter afvigende udtryk«, siger Christian Horst.

»Ser man dette i relation til, at sanktionerne i straffesystemet bliver hårdere, og de, der straffes er yngre og yngre, afspejler det en politisk diskurs, hvor der udtrykkes et generelt ønske om disciplinering og normalisering fra lovgiverne«, mener Christian Horst.

Bemærkningen kommer som en reaktion på blandt andet Københavns kommunes program for antiradikalisering. Her opfordres lærere og pædagoger til at søge hjælp i systemet, hvis de mener at et barn eller en ung udviser tendenser, der kan tolkes som modstand mod det bestående, demokratiske samfund. Mistanken kan eventuelt forelægges PET, der så overtager den del af forløbet.

Og selvom man i Københavns kommune erkender, at der er særlig fokus på radikale muslimer, så er programmet også tiltænkt den politiske radikalisering, såvel til højre som til venstre.

Der er oprettet programmer i København, Århus og Odense med fokus på at give lærere og pædagoger redskaber til at genkende og spotte tegn på en gryende radikalisering. Spørgsmålet er, om de redskaber og metoder hviler på en ordentlig empirisk viden.

»Jeg er ikke bekendt med, at der er redskaber til at se radikalisering hos børn. Det, der derimod sker, er, at et vredt og aggressivt barn muligvis ikke ses ud fra den umiddelbare kontekst, men ud fra en fortolkningshorisont, der er afgrænset af terrorismediskursen«, siger Christian Horst.

Han så hellere, at man greb fat i børnenes faktiske problemer. »Vi ved, at børn, der falder ud af normen, tit har haft mange psykiske knæk. Det, de søger, er en vedvarende kontakt med andre. Det må man gå dybere ind i og se de konkrete behov hos børnene, frem for at se en fare for radikalisering. De børn har en negativ selvforståelse, og det er en ond cirkel, der skal brydes.«

Christian Horst mener ikke, at bekymring over terror er absurd, men det er reaktionen på den potentielle fare måske. I alt fald når det kommer til mistænkeliggørelse af børn og unge.

»Jeg er træt af de polariserede debatter. Terrorisme er noget skidt. Men det er børn, der har det dårligt også. Vi er nødt til at se nogle sammenhænge mellem de betingelser børn udsættes for og deres reaktion, i stedet for at gribe til en dæmonisering af særlige grupper.«

Frem for at komme et problem til livs risikerer man omvendt at fremkalde et problem, der måske ikke ville være der. Ved at fokusere så meget på det.

Tanken falder naturligt for Christian Horst på diskussionen om pædofili, der for en årrække tilbage fik antallet af pædofili-sager til at eksplodere.

Og som er endt i mandlige pædagogers paranoia og berøringsangst i omgangen med børn i institution. Fordi den megen fokus på problemet kunne lede til en overdreven mistænksomhed og fejlfortolkning af ellers naturlig opførsel, og fordi man fik nye metoder til blandt andet at udspørge børn, der kunne bekræfte en eventuel mistanke om et overgreb.

»Det betyder ikke, at man ikke skal arbejde med de meget betændte problemfelter, man skal bare sikre sig en ordentlig viden, faglighed og empiri for udviklingen af sine handlegrundlag«, siger Christian Horst.

– Hvordan griber vi så i tide ind over for de – om end måske ganske få – potentielle terrorister blandt børn og unge?:

»Godt spørgsmål. Vi har jo både politi og PET til almindelig og særlig kriminalitet. Men så vidt jeg ved, overvåger de jo allerede de relativt få ekstreme miljøer, der er i Danmark. Jeg kan ikke se, at der er nyt fra politi eller PET, der kan begrunde en intensivering, der skal mobilisere et kommunalt socialpædagogisk beredskab. Vi mangler empiri for at tage så drastiske tiltag, som der også er sket i den nuværende terrorlovgivning. Lad os derfor undersøge og afdække skæringsfladerne mellem de retlige og de pædagogiske tiltag over for de børn, unge og familier, det faktisk handler om«, lyder det fra Christian Horst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Terror