Go to ...

28. marts 2024

POLITI FAST I FRISTAD


Tidligt i morges blev hashboder i Pusherstreet fjernet af politi. Boderne var i går skudt op efter tre dages lukning af hash-gaden på Christiania.

Så vidt det er oplyst til TVflux, kom initiativet til lukningen af Pusherstreet fra de involverede selv, som en reaktion på en uønsket rockergrupperings pludselige tilstedeværelse.

Københavns politi har siden i går eftermiddag brugt anledningen til at indføre hyppige patruljeringer i Pusherstreet. Det sker til stor frustration for sælgerne, der lige så ofte må pakke varerne sammen og forsvinde. Og til lige så stor irritation for køberne.

Blandt christianitter, der intet har med hashhandlen at gøre, er der ingen indsigelser over for politiets aktioner. Tværtimod opleves det som en lettelse fra det pres, de oplever hviler på dem, på grund af en dårlig stemning i Pusherstreet med pushere, som tilsyneladende ikke har noget forhold til fristaden, og de tusindvis af købere, der dagligt slider på Christiania.

Mange er også trætte af de (forholdsvis få) voldelige episoder, hvor der kastes sten mod politi, og hvor politi svarer igen med hensynsløse og voldelige anholdelser. Andre forudser, at hashhandlen kan trække ud i hele København og give anledning til voldelige opgør mellem forskellige interessenter på et mere uoverskueligt hashmarked, hvis det skulle lykkes for politiet at sætte en dæmper på omsætningen i Pusherstreet.

Der forventes flere fællesmøder på Christiania i den nærmeste fremtid, hvor Pusherstreet er på dagsordenen. Men som en talsperson og Christianiafondens advokat Knud Foldschack har udtalt til flere medier, så kan det ikke være christianitternes opgave at gribe ind over for hashhandelen. Dét, siger de, er en opgave for politiet. Og ifølge politidirektør Anne Barbara Sidenius Tønnes er det en opgave, som politiet nu vil prioritere endnu højere ved daglige patruljeringer.

AF MIKKEL SCHOU

Tags:

One Response “POLITI FAST I FRISTAD”

  1. preben olsen
    27. maj 2018 at 11:23 pm

    Politiismen har overtaget fornuften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA