Go to ...

PALÆSTINENSISK FLYKAPRER VIDNER I SKOTLAND


Fem medlemmer af det skotske Palæstina Solidaritets Kampagne (SPSC) skal den 1. oktober i år for retten.

De er tiltalt for at råbe racistiske slagord i protest mod Israels politik over for palæstinenserne.

Af Mikkel Schou

jpg_leila-khaled-2

Ifølge SPSC er fem skotter blevet anklaget for racistisk fremfærd. De fem protesterede i august sidste år over, at israelske musikere deltog i Edinburgh International Festival.

De fem skotter råbte ifølge dem selv slagord mod musikerne som: Stop belejringen af Gaza. Boykot Israel.

Anklagemyndigheden i Edinburgh mener, at slagordene er racistiske, mens SPSC derimod mener, at det er en pligt at boykotte Israel, der menes at bryde international ret i forhold til den politik, der føres mod palæstinenserne.

Ifølge SPSC er anklagerne et forsøg på ulovliggøre støtte til Palæstina. SPSC fremhæver en sag fra sidste år, hvor Scottish Council of Jewish Communities i en bog skrev, at SPSC var anti-semitisk. De blev dømt til at rette i 6.000 eksemplarer af bogen, da der ikke var belæg for at kalde SPSC anti-semitisk.

SPSC har ønsket at føre en række vidner. Heriblandt er den kendte palæstinensiske flykaprer fra 1970’erne, Leila Khaled, som af SPSC omtales som palæstinensisk flygtning, modstandskæmper og medlem af Palæstinas nationalråd.

Men også en række personer med jødisk baggrund har indvilliget i at afgive en vidnesforklaring. Herunder menneskerettighedsaktivister og aktivister, der opfordrer til boykot af israelske varer.

Når sagen starter den 1. oktober i år vil SPSC forsøge at føre bevis for, at Israel er en apartheidstat som det defineres i international ret.

Skotsk lov er i nogle tilfælde enestående, da handlinger, der umiddelbart forekommer kriminelle, er straffri, hvis de udføres til menneskehedens bedste. For eksempel er fredsaktivister i Skotland tidligere gjort straffri for at trænge ind på militære baser og beskadige jagerfly.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Israel