Go to ...

PACIFISTER ER RARERE


Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) opgav på samråd i dag at ændre på Eva Flyvholms (Ø) indstilling til kampfly.
Men allerede inden ministeren gik ind til samrådet var han sikker på, at regeringens og et flertal i Folketingets valg af kampfly står fast.

Af MIKKEL SCHOU

Claus Hjort Frederiksen svarede på samråd i dag beredvilligt på spørgsmål om kampfly fra Eva Flyvholm (Ø) og Holger K. (SF).

Endnu en gang beklagede forsvarsministeren, at han ikke tidligere havde svaret korrekt på spørgsmålet om, hvor meget de nye kampfly fra USA kommer til at larme, især ved take-off fra flyvestation Skydstryp i Sønderjylland.

Og endnu en gang forklarede forsvarsministeren, hvorfor det ikke var muligt at give en nøjagtig pris på de 27 kampfly Folketinget har besluttet sig for. Og ikke mindst prisen for at holde dem i luften i 30 år.

I Forsvarets plan for indkøb af F-35-flyene indgår, at de militære piloter gør tjeneste i 17 år, imod de hidtidige 8,5 år. Hvis det ikke lykkes at overtale piloterne, vil projektet blive dyrere, end det er fremlagt nu.

Men forsvarsministeren afviste alle økonomiske spekulationer i kampfly-indkøbet. Det er blandt andet afhængigt af dollarkursen, når regningerne skal betales, hedder det.

»Der er afsat 800 millioner kroner til uforudsete udgifter. Og under alle omstændigheder skal omkostningerne holdes inde for Forsvarets budget«, sagde Frederiksen.

Eva Flyvholm så gerne, at Forsvaret købte et mindre antal fly til en begyndelse med mulighed for ikke at købe alle de 27, som et flertal vil. Det kunne jo være, at prisen senere viste sig at være for høj.

Men det kan ikke lade sig gøre, ifølge forsvarsministeren. Det er en samlet pakke, ellers bliver det for dyrt. Og flyene vil såmænd nok blive billigere med tiden, når der er produceret flere af dem, mente ministeren.

USA alene har bestilt 2.400 kampfly. En rædsom tanke, skal man følge Flyvholms indstilling til militarisme.

Hen imod slutningen af samrådet måtte ministeren også højlydt erkende, at han ikke kunne ændre ved især Eva Flyvholms pacifistiske indstilling til kampfly. Nemlig, at det var bedre uden.

Det skete uden antydning af sarkasme. Snarere gav ministeren udtryk for, at Flyvholm selvfølgelig havde ret i, at verden ville være et bedre sted uden krig.

Claus Hjort Frederiksen har dog tidligere givet udtryk for, at kampflyene blandt andet er nødvendige, fordi Rusland efter regeringens opfattelse optræder aggressivt.

DET MENER TVFLUX: DANMARK FIRST

Enhedslisten og SF havde kaldt forsvarsministeren til samrådet. På tirsdag skal Folketinget stemme om de to partiers og Alternativets forslag om at udskyde købet af kampfly.

Men der er et solidt flertal i Folketinget til at fortsætte indkøbet. Og inden jul forventes det, at Folketingets finansudvalg siger god for projektet, sagde ministeren til TVflux inden samrådet.

Efter nytår skal den første betaling så ske. Kampflyene indfases over en årrække, hvorfor betalingen vil falde i portioner i takt med leveringen.

Foto: Henrik Dam Kristensen (S) som mener, at kampfly er en nødvendig kapacitet i udenrigspolitikken. Holger K.(SF), som hellere havde set, at Forsvaret havde købt det svenske Gripen. Eva Flyvholm, som slet ikke vil købe kampfly.

Tags: ,

2 Responses “PACIFISTER ER RARERE”

  1. Dan Sørensen
    8. december 2017 at 11:29 am

    En stor tak især til Eva F, og generelt til Ø, SF og Å.
    Eneste fornuftige udgang er en udsættelse, så beslutningstagerne ikke vælger i blinde. Alt for meget er usikkert, og alt for meget står på spil.

    Forløbet viser en skræmmende vilje – hos regering og i Folketinget – til at lukke øjnene for rapporter og urent trav, og ørerne for argumenter. Input blokeret.
    Det leder tankerne tilbage på optakten til Irakkrigen:
    samme vilje!

  2. 8. december 2017 at 2:05 am

    Beslutningsforslag B 40 om at tage aktstykke 31 af finansloven, dvs. udskyde den endelige underskrift på, at Danmark vil betale for kampflyene, bliver slutbehandlet tirsdag den 12. december som et af de tidlige punkter på dagsordenen, der starter kl. 13 med en times spørgsmål til statsministeren. Finansudvalget kan så endeligt behandle aktstykket på deres møde torsdag den 14.12. kl. 13.

    Men der burde ikke tages en beslutning nu – hele spørgsmålet om hvor meget flyene støjer og hvad det betyder for lokalbefolkningen er slet ikke afklaret. Det kan sagtens betyde at flere landsbyer i området bliver affolket, men Forsvarsministeren mener at man jo må leve med ussikkerheden …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR